Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Det var saa rart at sitte sammen med ham igjen
og snakke om mennesker og ting, som hun var
kommet saa langt bort fra. Det var som det skulde
været i et land langt borte paa den anden side av
alle verdenshave, at hun hadde kjendt ham og Cesca
— levet med dem og arbeidet med dem og været
glad sammen med dem.
Det aapne, solbrændte ansigtet hans og den skjæve
næsen. Han hadde faat et slag over den, mens han
var barn. Det var det som reddet Gunnars fysiog*
nomi, sa Cesca — ellers vilde han ha været den
skrækkeligste smukkentype. Det hadde hun sagt
den gangen i Viterbo.
Der var noget i det — træk for træk tat var han
igrunden ellers en rigtig gaardsgut*skjønhet. Med
den lave og brede pande under den brunkrusede
luggen, de store staalblaa øine, og munden rød og
fyldig og fuld av blanke hvite tænder. Han var
solbrændt helt ned paa den runde, sterke hals, og
hans skulderbrede, litt lave skikkelse var næsten
brutalt velskapt og tæt av muskler. — Allikevel —
den sanselige mund og de fyldige øienlaag hadde
et underlig uskyldig, überørt uttryk, og han kunde
smile saa uendelig forfinet. Hænderne hans var etpar
rigtige arbeidernæver med tykke sener og grove
ledd paa de korte fingre, — men han bevæget dem
paa en egen levende yndefuld maate —.
Han var blit litt mager — men han saa sund
og mæt ut, og hun selv følte sig saa træt og util*
freds. Han hadde arbeidet hele sommeren og læst
græske tragedier og Keats og Shelley, nåar han
ikke malte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
