Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Drivning af Harehunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Derimod skal den i Harens Lever ikke sjælden
forekommende Blæreorm overføre Bændelormen, hvorfor man selv
følgelig ikke bør lade Hunden fortære slig syg Lever.
Blæreormen, hvoraf hele Leveren kan være opfyldt er hvidagtig af
Farve, ser ud som en liden Pære og er af Størrelse som en
Bønne.
Har man ondt om Mad til Hundene, kan man give dem
Hovedet, som bibringes et Snit med en tynd smal Kniv
(Pennekniv) rundt Hovedet og umiddelbart foran Ørene og bag
Kjæverne. Med venstre Haand om Harens Nakke og den høire
rundt Forhovedet, vrider man hele Stasen af. Forat skjule
Saaret gjør man et Snit modsat hvert Øre og træder disse
igjennem.
Skal man dræbe Hare, som er skadeskudt eller udtagen
af Berg, tager man den med venstre Haand i Bagbenene, og,
naar den efter lidt Spræl og Spark hænger rolig, giver man
den, med høire Haand rettet, et Drag over Nakken, saa Atlas
løsner fra Halshvirvlerne og dermed er den død. Slaget er saa
kraftigt, at jeg flere Gange paa Unghare har skilt Hovedet fra
Kroppen. At daske Haren mod en Sten eller Stamme er
ujægermæssigt.
Naar Harens Gravøl er feiret i en mere eller mindre lang
Dopsup, bør Pus helst stikkes i Sækken, ikke bæres i Haanden;
thi ellers vil Hvalpen uvægerligen følge den, som bærer Haren.
Den maa nemlig ikke faa den Opfatning, at det er gjort med
denne ene Hare. Det er en meget almindelig Feil hos Jægere
og især Bondejægere, at de drager hjem, naar de har skudt
en Hare. En saadan opdraget Hund vil senere ofte kun jage
paa én Hare om Dagen og dermed betragte Dagværket som
endt. Man bør derfor bestandig — Regelen for Vaarjagt, men
den har vi jo ikke længere, var at slippe paa Doten, thi Sætte
og Hanhare fulgtes ofte ad og saa sidder desuden Haren løsere
paa den Tid af Aaret — trække et Stykke undaf Jagningen, saa
de ikke udsættes for at komme op i den gamle Fod, hvor
unge uerfarne, ja ofte ældre Hunde ogsaa, kan henfalde til
Skrøbelighedssynd.
Naar Hundene ligger ude og leder, bør man ikke udstøde
Jagtskrig altfor ofte; en Gang imellem er nok, forat de kan
vide, hvor og at jægeren er med. Al Skrig og Larm forat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
