Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
wai.ter scott
bin Hood og sagde: »Du Konge for de Fredløse, har du ikke en
Forfriskning al byde din Gæst? Disse døde Krabater har skaffet mig
baade Motion og Appetit.«
»Sandt at sige,« svarede den Fredløse, >thi jeg forsmaar ikke at lyve
for eders Naade, er vort Forraadskanimer væsentlig forsynet med —.«
Han standsede noget forlegen.
»Med Vildt,« tænker jeg?« sagde Richard muntert; »bedre Føde,
naar man trænger dertil, kan man ikke faa — og tilvisse, naar en Konge
ikke vil blive hjemme og selv fælde sit Vildt, tykkes det mig, at han ikke
skal tage for stærkt paa Vej, i Fald han opdager, at andre har fældet
det til ham.«
»I Fald eders Naade altsaa,« sagde Robin Hood, »igen vil beære et
af Robin Hoods Mødesteder med eders Nærværelse, saa skal det ikke
fattes paa Vildt og en Stob 01, maaske ogsaa et Bæger taalelig god Vin
til at skylle det ned med.«
Den Fredløse gik i Spidsen, fulgt af den lystige Konge, der
sandsynligvis var lykkeligere over dette tilfældige Møde med Robin Hood og
hans Jægere, end han vilde have været ved igen at anla’gge sin
kongelige Pomp og føre Forsædet i en glimrende Kres af Adelsmænd. Ny
Omgang og nye Eventyr var Livets Lyst for Richard Løvehjerte, og den
skærpedes yderligere, naar den krydredes ved lykkelig udstaaede Farer.
Under et mægtigt Egetræ blev Jagtmaaltidet i Hast tilberedt for
Englands Konge, som omgaves af Mænd, der var fredløse for hans Regering,
men nu dannede hans Ilof og hans Livvagt. Medens Kruset gik rundt,
glemte de jevne Jægersmænd snart den dybe Ærefrygt, som Kongens
Tilstedeværelse havde fyldt dem med. Der veksledes Sange og Skæmt
— Historier om tidligere Bedrifter fortaltes glat væk, og medens de
gjorde sig til af sine heldige Lovovertrædelser, mindedes til sidst
ingen, at de talte i den lovlige Herskers Paahør. Den lystige Konge, der
ænsede sin Værdighed lige saa lidt som sit Selskab, lo, drak og spogede
med den muntre Skare. Bobin Hoods jevne, sunde Sans bragte ham
dog til at ønske, a! dette Optrin maatte faa Ende, inden der hændte
noget, som forstyrrede den gode Forstaaelse, saa meget mere, som han
bemærkede, at et ængsteligt Udtryk bredte sig over Ivanhoes Ansigt.
»Vor tapre Konges Nærværelse er os en Ære,« sagde han afsides til
Ivanhoe, »men jeg vilde dog nødig have, at han skulde øde en Tid, som
Forholdene i hans Rige kan gøre kostbar.«
Ivanhoe gav Fribonden Ret heri og billigede det snilde Paafund,
som Robin Hood nu udviklede for ham. Han vilde i al Hemmelighed
lade en af sine Folk gaa ind i Skoven og blæse et normannisk Signal.
Det pludselige Opbrud vilde bråt standse Drikkelaget, og saa gjaldt det
blot om kækt at tilstaa det hele for Kong Richard og haabe paa, at
hans Vrede hastig vilde lægge sig.
Næppe havde den foregivne Fjende ladet sit Horn lyde, før alle
kom paa Benene. Kongen selv slængte Drikkekruset fra sig og iførte sig
i Hast de manglende Dele af sin Rustning, medens Robin Hood paa
Skromt sendte Spejdere ud til alle Kanter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
