Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
217
Døren staa aaben efter sig, ilede han ud for at melde Tempelherren, at
Fjenden var trængt ind i den gamle Hai. Imidlertid var det ikke
forbundet med nogen Vanskelighed for Fangerne at slippe ud i
Forgemakket og derfra ud i Borggaarden, hvor nu den sidste Kamp
udkæmpedes. Her sad den grumme Tempelherre til Hest, omgiven af flere af
Borgens Besætning baade til Hest og til Fods. De havde samlet sig om
denne Anfører for at benytte den sidste Mulighed, der stod dem aaben
for at slippe ud af Borgen og frelse Livet. Vindebroen var efter hans
Befaling bleven firet ned, men Vejen til den var besat; thi saa snart
Bueskytterne, der hidtil kun havde angrebet Borgen paa denne Side
med deres Pile, saa’ Luerne slaa ud og Broen blive nedladt, flokkedes
de hen imod Indgangen baade for at hindre Besætningen fra at slippe
ud og for at sikre sig en Part af Byttet, inden Borgen brændte ned.
Paa den anden Side kom en Afdeling af Belejrerne, der var trængt ind
ad Bagporten, nu ud i Gaarden og angreb med rasende Forbitrelse
Resten af Forsvarerne, der saaledes paa én Gang trængtes fra begge
Sider.
Drevne af Fortvivlelse og opmuntrede ved den ubetvingelige
Anførers Eksempel kæmpede imidlertid de af Borgens Stridsmænd, der
endnu var tilbage, med den største Tapperhed, og da de var vel
bevæbnede, lykkedes det dem mere end én Gang, skønt de var meget
underlegne i Tal, at drive Angriberne tilbage. Siddende paa en Hest foran
en af Tempelherrens saracenske Slaver sad Bebekka midt i den lille
Skare, og trods Tummelen og Forvirringen i den blodige Kamp vaagede
Bois-Guilbert omhyggelig over hendes Sikkerhed. Gentagne Gange var
han ved hendes Side, og forsømmende sit eget Forsvar, holdt han sit
trekantede, staalbelagte Skjold op for hende, men Øjeblikket efter fo’r
han bort fra hende, opløftede sit Krigsraab, sprængte frem og slog den
forreste af Angriberne til Jorden, hvorpaa han atter i et Nu befandt sig
ved hendes Hests Hoved.
Athelstane, der, som Læseren ved, var dorsk, men ikke fejg, fik Øje
paa den kvindelige Skikkelse, hvem Tempelherren saa omhyggelig
skærmede, og tvivlede ikke om, at det var Rowena, som Ridderen
bortførte, trods al den Modstand, der kunde ydes.
»Ved Sankt Edwards Sjæl,« sagde han, »jeg vil befri hende fra den
hovmodige Ridder, og han skal dø for min Haand.«
»Betænk, hvad I gør,« sagde Wamba; »den, der trækker Snøren
for tidlig i Land, fanger Frøer i Stedet for Fisk — ved min Narrebriks,
den Kvinde der er ikke Lady Bowena — se blot hendes lange, sorte
Lokker! — Ja, om I ikke vil skelne sort fra hvidt, kan I gerne føre
an, men jeg følger ikke med — jeg lader ikke mine Knogler slaa i
Stykker, naar jeg ikke ved for hvem. Og I har tilmed ingen Bustning.
Betænk eder vel, en Silkehue har endnu aldrig skærmet imod Staalod.
Naa, naar Stivnakken absolut vil i Vandet, maa han drukne. Deus
vobiscum, højstædle Athelstane!« og med disse Ord slåp han det Tag, han
hidtil havde haft i Angelsachserens Kjortel.
At snappe en Kølle op fra Stenbroen, hvor den laa ved Siden af en
Iranhoe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
