Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
bad om Naade, nogle gjorde en ringe Modstand, men Størstedelen
flygtede ind ad Borggaarden til. I)e Bracy selv rejste sig op fra Jorden og
kastede et bekymret Blik efter sin Overvinder. Han stoler ikke paa
mig,« svarede han; »men har jeg ogsaa fortjent hans Tillid?« Derpaa
tog han sit Sværd op fra Jorden, tog sin Hjelm af som Tegn paa, at han
overgav sig, og gik over til Udenværket, hvor han rakte sit Sværd til
Locksley, hvem han mødte paa Vejen.
Da Ilden bredte sig, blev Sporene af den ogsaa synlige i det Gemak,
hvor Ivanhoe blev passet og plejet af Jødinden Rebekka. Han var
bleven vækket af sin korte Slummer ved Kampen, og hans Sygeplejerske,
der efter hans indtrængende Begæring atter havde taget Plads ved
Vinduet for at iagttage og tilmelde ham Kampens Gang, var i iiogen Tid
ude af Stand til at se noget paa Grund af den stedse tiltagende, tætte
og kvælende Røg. Endelig gjorde de Røgskyer, der rullede ind i
Kammeret, og Raabene paa Vand, der hørtes endog over Kampens Tummel,
dem klare over den ny Fare, der truede dem.
»Borgen brænder,« sagde Rebekka; den brænder! Hvad skal vi
gøre for at frelse os?«
»Flygt, Rebekka, og frels dit Liv,« sagde Ivanhoe, »thi ingen
menneskelig Hjælp kan nytte mig.«
»Jeg vil ikke flygte,« svarede Rebekka; »vi vil frelses eller dø
sammen. Men, store Gud! — min Fader, min Fader! — hvad Skæbne vil
han faa?«
I dette Øjeblik sprængtes Døren til Gemakket, og Tempelherren
viste sig — en uhyggelig Skikkelse, thi hans forgyldte Rustning var
sønderbrudt og blodig, og Fjerbusken var dels afhugget, dels brændt af
hans Hjelm. »Endelig har jeg fundet dig,« sagde han til Rebekka; »du
skal se, jeg vil holde mit Ord om at dele godt og ondt med dig. Der er
kun én Vej til Frelse, jeg har hugget mig gennem mangfoldige Farer for
at vise dig den — ståt op, og følg mig straks.«
»Ene vil jeg ikke følge dig,« svarede Rebekka. »I Fald du er født
af en Kvinde — i Fald der blot er en Gnist af menneskelig
Barmhjertighed hos dig — hvis dit Hjerte ikke er lige saa haardt som dit
Brystharnisk — saa frels min gamle Fader — frels denne saarede Ridder!«
»En Ridder,« svarede Tempelherren med den for ham
ejendommelige Ro — en Ridder, Rebekka, maa finde sig i sin Skæbne, hvad enten
den møder ham i Skikkelse af Sværdet eller af Luerne — og hvem
bryder sig om, hvorledes eller hvor en Jøde rammes af sin?«
»Grumme Kriger,« sagde Rebekka, »hellere vil jeg omkomme i
Luerne end modtage Frelse af dig.«
»Du har intet Valg, Rebekka — én Gang forvirrede du mig, men
aldrig har nogen Dødelig gjort det to Gange.«
Med disse Ord greb han den forfærdede Pige, der fyldte Luften med
sine Skrig, og bar hende, trods hendes Raab og uden at ænse de
Trusler og Udfordringer, Ivanhoe slyngede efter ham, ud af Kammeret. »Du
Templets Hund« — raabte Ivanhoe — »Skamplet paa din Orden
giv denne Jomfru fri! Du lumske Forræder Bois-Guilbert, det er Ivan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
