Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sekstende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
walter scott
Ridderens Ganger; straks efter rystede han ogsaa nogle tørre Bregner
ud i den Krog, han havde anvist Rytteren til Natteleje. Ridderen
takkede kam for hans Artighed, og da begge havde besørget deres
Forretninger, satte de sig igen til Bordet, paa hvilket den ovenomtalte Skaal
med tørre Ærter stod imellem dem. Efter en lang Bordbøn, som
engang havde været Latin, men i hvilken der nu kun var faa Spor tilbage
af dette oprindelige Sprog, undtagen hist og her Endelsen paa et eller
andet Ord, en eller anden Talemaade, gav Eremiten sin Gæst et godt
Eksempel ved beskedent i sin meget store Mund, besat med Tænder,
der baade i Skarphed og Hvidhed kunde maale sig med et Vildsvins
Tandsæt, at putte tre eller fire tørre Ærter, et tarveligt Kornforraad,
skulde man synes, for saa stor og kraftig en Mølle.
For at følge et saa priseligt Eksempel lagde Ridderen sin Hjelm,
sit Brystharnisk og Størstedelen af sin Rustning fra sig og viste
Eremiten et Hoved, besat med tykt, krøllet, gult Haar, ædle Ansigtstræk, blaa
Øjne, mærkværdig klare og spillende, en vel formet Mund, hvis
Overlæbe skjultes af Knebelsbarter af mørkere Farve end Haaret, og i det
hele et Ansigt, der tydede paa Kækhed, Dristighed og Virkelyst og
stemmede godt med den kraftige Skikkelse.
Ligesom for at gøre Gengæld for den Tillid, hans Gæst viste ham,
slog Eremiten sin Hætte tilbage og fremviste et rundt, kugleformet
Hoved, der tilhørte en Mand i Livets kraftigste Alder. Hans kronragede
Isse, der omgaves af en Kreds af stift, kruset, sort Haar, lignede noget
en Kvægfold, omgiven med et højt Hegn. Der var ikke i Trækkene
noget, som tydede paa strengt Munkeliv og asketisk Forsagelse;
tvertimod var det et kækt, noget mut Ansigt med tykke, sorte Øjenbryn, en
hvælvet Pande og Kinder saa røde og runde som en Trompeters; fra
dem hang et langt, kruset, sort Skæg ned. Et saadant Ansigt i
Forbindelse med den hellige Mands kraftige Skikkelse tydede mere paa
Nydelsen af Oksebove og Dyrekøller end paa Ærter og andre Bælgfrugter.
Denne Modsigelse imellem Mandens Ydre og hans foregivne Levevis
undgik ikke Gæstens Opmærksomhed. Efter at han med stort Besvær
havde tygget en Mundfuld af de tørre Ærter, fandt han det
uomgængelig nødvendigt at anmode sin fromme Vært om at give sig noget at
drikke, og denne efterkom Anmodningen ved at stille en stor Kande med
det reneste Kildevand for ham.
»Det er fra St. Dunstans Kilde,« sagde han, »i hvilken han fra den
ene Solopgang til den anden døbte fem hundrede danske og britiske
Hedninger — priset være hans Navn!« Og idet han lagde sit sorte
Skæg op imod Kanden, tog han en Slurk, der var langt mere
maade-holden end man efter hans varme Lovtale skulde have ventet.
»Det tykkes mig, ærværdige Fader,« sagde Ridderen, »at den Smule,
I spiser, og denne hellige, men noget tynde Drik har næret eder
mærkværdig godt. I ser ud som en Mand, der er mere skikket til at vinde
Prisen i en Brydeleg eller Stokkekamp eller Sværdeleg end til at
tilbringe eders Dage i denne øde Skov med at synge Messer og leve af
tørre Ærter og koldt Vand.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
