Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
WALTER SCOTT
»Tag dig iagt! tag dig iagt, Ridder Arveløs!« raabtes der saa højt
fra alle Sider, at Ridderen blev opmærksom paa Faren, og idet han
førte et kraftigt Hug imod Tempelherren, rykkede han i samme Øjeblik
sin Ganger tilbage for at undvige Athelstanes og Front-de-Bouefs
Indhug. Da det Maal, imod hvilket disse Ridder0 stilede, saaledes var
blevet forrykket, sprængte de fra modsatte Sider ind imellem Genstanden
for deres Argreb og Tempelherren og løb næsten imod hinanden med
deres Heste, inden de kunde standse deres Løb. Imidlertid holdt de
snart deres Heste an, vendte dem, og saa forfulgte alle tre deres fælles
Formaal, at kaste den arveløse Ridder til Jorden.
Intet kunde have frelst ham undtagen den mærkværdige Kraft og
Raskhed hos den ædle Hest, som han havde vundet i Kampen den
foregaaende Dag.
Denne Omstændighed var saa meget værdifuldere for ham, som
Bois-Guilberts Hest var saaret, og baade Front-de-Boeufs og Athelstanes
Heste var trætte af at bære deres kæmpemæssige, i fuld Rustning klædte
Herrer og af Dagens hidtilværende Anstrengelser. Den arveløse Ridders
ypperlige Færdighed i Ridekunsten og det ædle Dyrs Raskhed, som han
red paa, satte ham i Stand til i nogle Minutter at holde sine tre
Modstandere fra Livet, idet han kastede sig rundt saa behændigt som en
Falk i Flugten, holdt sine Fjender saa langt fra hinanden, som han
formaaede, og uddelte lynsnare Hug med Sværdet uden selv at modtage
de Hug, der til Gengæld rettedes imod ham.
Men skønt Kamppladsen genlød af Bifaldsraab over hans
Behændighed, var det aabenbart, at han tilsidst maatte blive overmandet, og
de Adelsmænd, der omgav Prins Johan, bad ham enstemmig om at
kaste sin Kommandostav ned og frelse saa tapper en Ridder for den Skam
at blive overvunden i saa ulige en Kamp.
»Nej, ved Himlen, 0111 jeg vil!« svarede Prins Johan: denne
Grønskolling, der dølger sit Navn og forsmaar den Gæstfrihed, vi har tilbudt
ham, har allerede vundet én Pris og maa nu finde sig i at lade andre
komme til.« Medens han talte saaledes, forandrede en uventet
Tildragelse Dagens Lykke.
I den arveløse Ridders Rækker var der en Stridsmand i sort
Rustning, ridende paa en sort Hest, stor og høj og efter Udseendet at
domme stærk og kraftig ligesom den Ridder, af hvem den blev reden. Denne
Ridder, der ikke paa sit Skjold havde nogen Slags Devise, havde hidtil
kun vist meget ringe Interesse for Kampens Udfald, havde med
tilsyneladende Lethed slaaet dem tilbage, der angreb ham, men havde
hverken forfulgt sine Fordele eller angrebet nogen. Kort sagt, han
havde hidtil snarere spillet en Tilskuers end en Deltagers Rolle i
Turneringen — en Omstændighed, der blandt Tilskuerne skaffede ham
Navnet Le Nuir Fainéant, eller »Den sorte Drivert.«
Med ét syntes denne Ridder at vaagne af sin Sløvhed, da han
opdagede, at hans Partis Anfører var saa haardt trængt; thi idet han satte
Sporerne i Siderne paa sin Hest, der var ved ganske friske Kræfter,
ilede han ham lynsnart til Hjælp og raabte med en Røst som et Trom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
