Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
WALTER SCOTT
»Cedric er ikke hendes Fader,« svarede Prioren, »og er kun langt
ude beslægtet med hende; hun stammer fra ædlere Blod, end selv han
gør Krav paa, og staar kun i fjernt Slægtskabsforhold til ham. Hendes
Skønhed vil I snart selv kunne dømme om; og i Fald hendes hvide og
røde Kinder og det paa én Gang majestætiske og blide Udtryk i hendes
milde blaa Øjne ikke jager Palæstinas sortlokkede Piger ud af eders
Erindring, saa vil jeg være en Vantro og ikke nogen Kirkens Søn.«
»Skulde eders lovpriste Skønhed,« sagde Tempelherren, »blive vejet
og funden for let, saa husker I jo nok vort Væddemaal?«
»Min gode Halskæde,« svarede Prioren, »mod ti Fade Chiosvin; —
de er mine, saa sikkert som de allerede laa i Klosterkælderen.«
»Og jeg skal selv dømme derom,« sagde Tempelherren, »og skal
kun tabe min Sag, naar jeg selv vedgaar, at jeg siden Pinse et Aar ikke
har set nogen saa smuk Pige. Var det ikke saaledes, at vi væddede?
Prior, eders Halskæde er i Fare.»
»Vind den ærlig,« sagde Prioren, »og bær den, som I vil. Jeg stoler
paa, at I vil svare ærlig og oprigtig paa eders Ord som Bidder og
Ordensherre. Men følg mit Baad, Broder, og tving eders Tunge til
lidt større Artighed, end I ved at byde over vantro Fanger og
østerlandske Trælle er bleven vant til. Naar Cedric den Angelsachser bliver
fornærmet — og han er let til at blive det — saa er han en Mand, der
uden Ærbødighed for eders Bidderværdighed, min høje Stilling og den
hellige Stand, vi begge tilhører, vil jage os ud af Huset og give os
Herberge mellem Markens Fugle, om det saa var ved Midnatstid. Og agt
vel paa, hvordan I ser paa Bowena, hvem han vogter paa med den mest
nidkære Omhu; i Fald han faar den ringeste Mistanke i den Betning,
saa er det ude med os. Man siger, at han jog sin eneste Søn ud af sit
Hus, fordi han fæstede sine Øjne noget ømt paa denne fagre Kvinde,
der nok, som det lader, kan faa Lov til at tilbedes i Afstand, men som
man ikke maa nærme sig til med andre Tanker end dem, vi bringe med
til den hellige Jomfrus Alter.«
»Godt, I har sagt nok,« svarede Tempelherren; »jeg vil for en Aften
paalægge mig den fornødne Tvang og te mig saa mygt som en Jomfru;
men at han skulde jage os ud med Magt, den Skam skal jeg og mine
Svende med samt Hamet og Abdalla værge eder imod. I kan trøstig
stole paa, at vi er stærke nok til at holde vort Kvarter.«
»Vi maa ikke lade det komme saa vidt,« svarede Prioren; »men her
er det sunkne Kors, Narren talte om, og Aftenen er saa mørk, at vi
knap kan se, hvad Vej vi skal følge. Han sagde, tykkes mig, at vi skulde
dreje til venstre.«
»Til højre,« sagde Brian, »saa vidt jeg mindes ret.«
»Nej, til venstre, det var forsand til venstre; jeg mindes, at han
pegede med sit Træsværd.«
»Ja, men han holdt Sværdet i venstre Haand og pegede med det til
den anden Side,« sagde Tempelherren.
Hver holdt, som det sker i slige Tilfælde, stift paa sin Mening; der
blev appelleret til Følget, men det havde ikke været nær nok til at høre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
