Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aabenbare sig, da synker al vor Stræben og Virken hen til
Coraldyrets Virksomhed; Menneskeheden bliver da kun et
Storheds Monument for Skaberen, han viser da kun
sin Herlighed, men ikke sin høieste Kjærlighed.
Alkjærlighed er ei Selvkjærlighed! — Udødelighed
eie vi!
I denne rige Bevidsthed løstes vi mod Gud,
grundsikkre i, at hvad der skeer med os, skeer til vort
Bedste! vort jordiske Øie formaaer kun at see til en
vis Grændse ind i Rummet, vort sjælelige Blik naaer
ogsaa kun til et vist Maal, men hiin Side det maa
de samme Alkjærlighedens Love herske, som her. Den
evige Forstands Forudviden kan ikke ængste os, vi
Mennesker kunne i os selv satte et Begreb om den. Vi
vide fuldkomment, hvad Udvikling der i de forskjellige
Aarstider maa finde Sted, vi vide Tiden for Blomsterne
og for Frugterne, hvilke Arter der ville fremkomme og
trives, Modenhedens Tid, naar Stormene maa herske
og naar det er de visse Regntider. Gud maa, og
det i en uendelig høiere Grad, have samme Kundskab
til sit Skabte. Universets Kloder, som vor Jord,
og Menneskeslægten her; han maa vide: — og her
blive Aartusinder for ham, som en Dag for os, —
da maa den Udvikling, den Blomstren i
Menneskeslægten finde Sted, da vil de Lidenskabens, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
