Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Upsala
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— og snart ere vi der, ved Upsals gamle Høie! derud føre
Du os, Erindringsalf! ud af Byen, ud paa den
udstrakte Slette, hvor Danmarks Kirke staaer, Kirken,
der reistes for det Bytte, Svenskerne vandt i Krig
mod de Danske! Vi følge den brede Landevei, den
fører tæt førbi Upsals gamle Høie: Odins, Thors og
Freyrs Grave, som de kaldes.
Her laae det gamle Upsala, nu er her kun et
Par Bøndergaarde. Den lave Kirke, af store Kampesteen,
er fra ældgammel Tid, den staaer paa Resterne
af det hedenske Tempel. Hver af Høiene er et lille
Bjerg, og dog reist af Menneskehænder. I det tynde
Grønsvær er indskaaret alenlange Bogstaver og hele
Navne, som det nye, fremspringende Græs lidt efter
lidt igjen udfylder. Den gamle Hustru fra Bondehuset
tæt ved Høien bringer, fyldt med Mjød, det
sølvringede Horn, en Gave af Carl Johan. De
Vandrende tømme Hornet for Oldtids-Minder, for Sverrig
og for Hjertets stadige Tanke. Ung Elskov! ja, din
Skaal er tømt her! mangen Skjønheds-Rose bragtes
her et Leve, og Aaringer efter, naar den samme
Vandrer stod her, var hun, hiin blomstrende Rose,
lagt i Jorden, Vaarens Roser havde strøet deres
Blade hen over hendes Kiste; hendes Læbers søde
Musik klang kun i Mindet, Smilet i hendes Øine og
om hendes Mund var borte, som de Solstraaler, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
