Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Upsala
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vi træde ind i Orangerierne, der nu ere
forvandlede til Forsamlingsstuer; den blomstrende
Vinterhave er forsvundet, men Væggene vise dog et Slags
Herbarium, de ere behængte med Portraiter af svenske
Lærde, et Herbarium fra Videnskabens Have. Ubekjendte
Ansigter, og for den Fremmede forstørstedelen
ubekjendte Navne møde os. Eet Portrait mellem de
mange tiltrækker sig vor Opmærksomhed, det seer
ganske særegent ud, det er Brystbilledet af en gammel
Mand i Skjorte, liggende i sin Seng. Det er den
lærde Theolog Ødman, som, efterat han i en
Feber var bragt tilsengs, fandt sig saa vel her, at
han siden sin øvrige lange Levetid blev liggende, og
var ikke at bringe til at staae op; selv da Nabohuset
brændte, maatte man i Dynerne føre ham ud paa
Gaden. Døden og Kulden vare hans to Bussemænd;
Kulden vilde dræbe ham, meente han; derfor,
naar Studenterne kom med deres Prædikener, blev
Manuskriptet først ophedet paa Kakkelovnen.
Vinduerne kom aldrig op, der var en qvælende, ureen
Luft inde hos ham. Sin Skrivepult havde han paa
Sengen, Bøger og Manuskripter laae her forputtede
rundt om; Madkar, Potter og Fade stode her, som de
bedst kunde. Hans eneste Selskab var en døvstum
Datter. Stille sad hun i Vindueskrogen, lukket inde
i sig selv, stirrende hen for sig, som var hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
