Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Stockholm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landsteder, Gader og Kirkekupler mellem grønne Træer.
Skibene ligge derhenne, saa mange og saa tætte, med
vaiende Flag. Det Skjønne, som en Digters Øie
seer, maa Verden ogsaa see; ruller i Runer! Der
staaer den hele brogede Udsigt, en Regnbue spænder
sig som Ramme derom. See dog! det er Solnedgang,
det graaner over Sødermalm, det Graa bliver
mere og mere mørkt, en beegsort Grund, og paa den
staaer en dobbelt Regubue; Husene ere bestraalede af
et saa stærkt Sollys, at Væggene synes et Transparent;
de nys udsprungne Linde i Haverne træde frem
som frisk, ung Skov; fra de gothiske Bygninger paa
Øen skinne de lange, smalle Vinduer, som ved en
festlig Illumination, og mellem de mørke Graner
falder fra Ruderne bagved et Skin, i tusinde Flammer,
som om Træerne stode med blussende Julelys; stærkere og
stærkere blive Regnbuens Farver, Grunden mere og
mere sort, og de hvide Maager flyve solbelyste forbi.
Regnbuen sætter sin ene Fod høit oppe paa Sødermalms
Kirkegaard. Hvor Regnbuen berører Jorden
ligge Skatte begravne, siger Folketroen. Regnbuen
støtter sig paa en Grav deroppe, Stagnelius hviler
her, Sverrigs herligste Sanger, saa ung og saa ulykkelig;
og i samme Grav er Nicander lagt, han som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
