Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Rette. Han var jo bleven opdraget som Arving til
det støre Gods, og derfor følte han stærkt Ydmygel-
sen ved de fattige Kaar, han nu levede i, — han,
som i sin Barndom havde haft saa lykkelige Udsigter
for Øje. Fra Barnsben af havde hans Hu staaet til
Krig og Vaabengny, og hans kække Fader havde
næret denne Lyst hos ham. Men uagtet dette hans
krigerske Sind var hans HJjertelag sundt og godt,
og der var ikke i hele Englands Rige en mere høj-
sindet Ungersvend end Edvard Beverley.
Alfred var meget mere stille og rolig af sig. Med
sit tænksomme og dybe Sind duede han ikke saa
meget til at bryde nye Veje og til at gaa forrest
som til at give gode Raad. I eet lignede han dog
Edvard: han var modig som han; men hans Mod
havde ikke det hidsige Præg som Broderens, —, det
var som den ulmende Glød, der først, naar man puster
til den, slaar ud i lys Lue. Alfred vilde blive en
Fredens Mand, det var klart at se; han følte sig
hjemme, naar han gik og syslede i Stald eller paa
Mark, — det var det Liv, der huede ham.
Det bedste ved det hele var, at der aldrig var
et ondt Ord imellem de to Brødre. De kom altid
godt ud af det med hinanden, og det var først og
fremmest, fordi det for dem aldrig gjaldt om at have
det sidste Ord eller at sætte sin Krig igennem. Tvært-
imod, hver især havde de kun een Ting for Øje —
at rette sig efter hinanden og at give efter for hin-
andens Ønsker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
