Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
„Huldregaverne". •
bidt Hul i hans Støvler, saa han nødes til at
sparke ham til Side. Da bliver han for Oles
Ojne „til en virkelig Hund, som med alle Tegn
paa Galskab tager Flugten, medens Prygl regner
ned over den fra alle Sider". —
* _
Ethvert Æventyr skal have en Ende, dette
ogsaa; man kan mærke Digteren føler det her,
hvor hans poetiske Energi begynder at slappes.
Han har bortskudt alle sine Pile. — Slutningen
af „Huldregaverne" er’ da forfattet for Finalens
Skyld, og derfor temmelig mat. — Efterat Ole er
kommen til det Resultat, at Bacchos’ Verden vei
er virkelig, men kun lidet skikket til at føre En
til det Sande og Skjønne, giver han sig til at
være Tigger. Og, for ikke at lade nogen Stilling
uforsøgt, lader han sig tilsidst optage mellem
Røvere , —r vei at mærke romantiske Røvere. —
Endelig kommer han til Syvsovernes Hule, hvor
han bortsover 200 Aar. Vaagen, vender .han
tilbage til den gamle Scene for sine förste
Oplevelser. Dog, ingen kjender ham. Kun Gjenstanden
for hans UngdomskjærlighetJ, Grevens Datter
Camilla, lever endnu, 300 Aar gammel. Men hun
véd Foryngclsesordet for dem begge. De blive
gifte, og leve lykkeligt med hinanden. Folk i
Omegnen sige rigtignok, det er et Par latterlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
