Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - IV. Angrebet paa Ingemanns Digtning. Dens Forsvarer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I lens Korsvarer.
149
„Helte fra Helvede", og Harpen med Gru var
faldet ham af Haanden, og lian havde fældet
„blodige Taarer". — Og Poplerne svaje og suse
over hans Hoved og pege ligesom hen mod
Gavlen med Glugvinduet; og det er ham, som
om han kunde here dem hviske: „der henne,
dér har Digterens Vugge staaet og rokket paa sin
Gænge, som vi nu vugge Smaafuglenes Reder!" :—
Og jo mere Grundtvig læser, jo mere gribes han
af Ingemanns symbolsk-fantastiske Epos; thi det
forekommer ham, at Digteren her (om end
forblommet og under Billedskrift, ja ofte uden selv
at ane det) har udtalt hvad der alt længe har
bevæget hans eget Sind. — Finder lian ikke lier i
„de sorte Riddere" den samme Uvilje mod
Naturfilosofien, den Anskuelse, at man ved Erkjendelsen
Hjælp vil kunne udforske Tingenes sidste Grund.
Hvad siger Dværgen Pystrich til Serafine, da han
fortæller hende om, hvorledes han første Gang,
beruset af Fryd, aabnede Naturens store Bog, og
hans Blikke bleve opladte:
„Nu saa jeg Himmelens og Jordens Hjærte:
jeg hoite Verdens store l’ulse slaa.
Jeg ojned nu ét Grundstof, som fortærte,
og ét, som til Fortærelse der laa.
Og Kraftens ene Dobbelthed jeg lærte,
saa Livets Funker af dens Kamp udgaa:
som Sten og Staal kun gnistre kan tilsammen,
saa laa i Kraft og Stof forenet Flammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
