Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anna Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anna Munch.
den universelle Menneskefølelse, som kjender sig personlig ansvarlig
for Verdensordenen, og som i alle Levende ser Børn af den ene
og samme Moder Natur, — eller rettere af den ene retfærdige
og barmhjertige Gud Fader. Hun tilhører ikke den Klasse af
bekymrede, samfundsreformerende Aander, der ynder at fremstille
sig som længtende tilbage til en jomfruelig uberørt Jord, uplettet
af Menneskets Synder og Sygdomme. ANNA MUNCH opsøger med
Forkjærlighed netop de Steder, hvor Livets mørke Strømhvirvel
suger til sig de Feilende og Forkomne, de Vildfarne, som har
stillet sig udenfor den betryggede Allemandstilværelse. Thi hos
dem rører sig de dybeste Livskræfter. Disse Sjæle har Frelse behov;
de søger efter Livets Mening og skal ogsaa finde den. Hun ser,
at Synd og Last og Daarligdom er nødvendige Led i Livets Orden,
at de, ret forstaat, netop vidner om dets Rigdom og Storhed.
Thi gjennem Forvildelser og Nød og Smerte gaar Veien til Glæden^
den store evige Harmoni, som engang skal omslutte os alle, Og
den, som saaledes hengiver sig til Livet — lever sig ud* i Godt
og Ondt, skal faa Del i Guds Rige, d. v. s. Frihed, Fred
og Lykke. „Hele Hemmeligheden ligger i det samme gamle og evig
nye, dette enkle og fattige: Bed til Gud, Naturens Herre, at han
gjør dig god\ Har vi ikke hørt det før, en hundred tusen Gange?
Jo. Men Lykkefølelsen — denne Perle, som al Verdens Folkeslag
løber over hverandres Ben og tramper over hverandres Lig for
at naa, den findes dér, dér og kun i dette og intet andet Sted.
Burde ikke dette undersøges? Det maa være Videnskab . . .
Forbinde dig med en Kraft, som er høiere, sterkere, skjørmere
end En selv, og som lidt efter lidt blir en Del af En selv."
Gjennem disse spredte Bemærkninger haaber jeg at have
ialfald antydet Grundstemningen i disse to til Livets Forherligelse
skrevne Bøger. Faa den siste af dem har hun sat som Motto et
Vers af Schillers Sang til Glæden. Men det kunde hun ogsaa
sat paa den første. Thi begge handler om det samme: hvorledes
Mennesket naar Evighed — come l’uomo s’eterna — ved Troskab
mod Livet. De handler begge om en Kvinde, som gjennem
Venskabs og Kjærligheds Forbindelse med to Mænd blir disses
Vei-leder og Lærer i Livsførelsens Kunst. Selv glider hun ud i
Ensomheden eller i den mystiske Enhed med Verdenssjælen, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
