Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tryggve Andersen. f 237
har han malet med en fantasifuld Klarhed, en beundrende
Kjærlighed, som minder om Hans Aanrud.
Denne Skildrer og Beskriver er en født Epiker. Han har det
lange Aandedrag, den Ro, den Trang til harmonisk afrundet
Komposition, som næsten er kommen af Mode i vor jagende Tid.
De hver for sig frit udformede Skildringer og Interiører,
hvoraf Bogen bestaar, er grupperet om Cancelliraaden som
Hovedperson. Hans høivoksne, svære, myndige Skikkelse ruver altid
frem i Forgrunden. Men første Afsnit har til Overskrift: Fru
Cancelliraadinden. Og her berettes det tragiske Elskovseventyr
mellem hende og Løitnant Lemmich v. Juell, — en stilfærdig
fortalt Historie, som straks fremtryller en Stemning af gamle Dage.
Han er en af Tilværelseskampen adskillig medtaget Junker, fattig
og forkommen og henvist til at slaa Tiden ihjel med Drømme og
Drik. Hun en endnu smuk forhenværende Hofdame, for hvem
Ægteskabet med den plumpe Parvenu Cancelliraad Weydahl har
været en eneste forfærdelig Skuffelse . . . Nu gruer hun ved
Tanken paa den langsomme Afdøen fra Livet, som forestaar hende
ude paa den menneskeforladte, barbarisk afstængte norske
Lands-bygd. Disse to fælles skibbrudne føres, som Dagene gaar, sammen i
en vild, altforglemmende Kjærlighedsrus, der brat afbrydes ved
Løit-nantens ulykkelige Død. Man har hele TRYGGVE ANDERSENS
beherskede og dog saa varme og stemningsbevægede Fortællekunst
i Billedet af Cancelliraaden, der han staar og stirrer paa den
Døde, som har krænket hans Hjem.
Weydahl slog op døren fra gangen til storstuen. Gjennem lagenerne
for vinduerne faldt solskinnet i lange, dæmpede strimer henover gulvet,
og det glimtede mat i møblernes forgyldte sirater. Midt i stuen under
lysekronen var stillet en seng, og der laa løitnant Juell i sin prunkende
røde galauniform. Weydahl havde aldrig set ham i uniform før og
studsede ved det. Ansigtet var blegt med en svær blaa skramme tværsover
panden; baaret var sammenklæbet af blod paa den ene side af hovedet:
den tynde, krogede næse sprang skarpt frem; hagen var sunken ned,
men kjæven holdtes oppe af den høie, stive krave, saa munden kun var
halvaaben; de regelmæssige, hvide tænder vistes mellem de farveløse
læber. Øienlaagene var lukkede og hænderne foldede over
uniformsfrakken. — Weydahl traadte nærmere og stirrede paa ham. Lagenerne
for vinduerne blafrede i trækken fra gangen, og han syntes ansigtet
bevægede sig. Han bøiede sig ned og satte fingeren paa ligets pande. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
