Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigbjørn Obstfelder. 169
Dette er altsaa jorden.
Dette er altsaa menneskenes hjem.
De graablaa skyer samler sig. Solen blev borte.
Jeg ser paa de velklædte herrer,
jeg ser paa smilende damer,
jeg ser paa de ludende heste.
Hvor de graablaa skyer blir tunge.
Jeg ser, jeg ser ...
Jeg er vist kommet paa en feil klode!
Her er saa underligt . . .
Denne siste Verslinje udtrykker Grundfølelsen i OBSTFELDERS
Livsfilosofi. Humor er den høiere Enhed af Smerte og Sympati.
Den sande Humorist har sit Liv i Medfølelsens Sorg over den
uendelige Afstand mellem Virkeligheden og den fuldkomne Verden.
Hvad der i OBSTFELDERS Digte virked saa betagende, var
deres sjeldne Originalitet. Disse Vers lignede ingen andre i
norsk Litteratur og mindede ikke om noget fremmed Forbillede,
— maaske var der i Pampas-Sangene en Berøring med Walt
Whitman. Men der er ialfald ingensomhelst direkte formel Paavirkning.
Man sammenstillede dem paa enkelt Hold med Henrik Wergelands
Ungdomspoesi. Men intet er Wergeland mer uligt end det
indadvendte, grublende, det passivt betragtende og drømmeriske, som
er karakteristisk for OBSTFELDERS Lyrik. Hos den unge Wergeland
en urskogsyppig Fantasi, en kaotisk Billedflugt, et Shakespearesk
Billedsprog, som personificerer, symboliserer og levendegjør alt
mellem Himmel og Jord. Hos OBSTFELDER et gjennemreflekteret
Sinds beregnede og beherskede Udtryksmaade, en karrig Enkelhed,
en blyg Faaordethed, en sparsom Billedtale. Og dog er der
Slegt-skab mellem denne vor moderneste Lyriker og vor Litteraturs største
Sanger. Ogsaa han har en snart angstfuld mørk, snart ekstatisk
jublende Tro paa, at Verden er Sjæl, at den er et Ordens- og
Ret-færdighedsrige, den altskuende Guds Hjem. Der er Wergelandsk
Fromhed i disse Linjer:
Menneske, du er jordens Gud!
Høie love har bygget din aand,
love, som svinger verdenshallens hvælv.
Med høie love skal du bygge din jord,
love, som skjærmer stammernes liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
