Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun. oo
Dage, . . . den gamle Historie om den begyndende Skribents
Lidelses-gang gjennem alle Armodens Ydmygelser og den hele Skala af
Følelser, lige fra faldefærdig Undseelse og Beskedenhed til vild
Stormandsgalskab.
Som en besynderlig uforstaat og uforstaaelig fremmed Fugl
streifer han om blandt Byens Menneskemylder. I ham fødes de
fjerne blændende Skjønhedssyner, for ham toner og lyser Tingene
med de sælsomme, ubeskrevne Lyd og Farver, som de
fornemmes af hine lykkelig forrykte Visionære . . . Kunstnerne,
Dagdrømmerne af Guds Naade. Men at han er alt dette, derom ved
ingen noget. Han er en Udstødt af Menneskenes Samfund, en
Paria i sin usle Dragt og ved sit afstikkende umandige Væsen.
Naar han vaagner om Morgenen, slaaes han straks ned af hele
den haabløse Elendighed, som omgiver ham paa alle Kanter. Hans
ynkelig fattige, afribbede, Kot uden Ovn og uden Laas for Døren,
hvor Gulvet giver sig for hvert Skridt, og Vinden piber ind af
tusen Sprækker, minder ham mest om en ormstukken Ligkiste. De
faa Ting, han engang eiede, er gaat til Pantelaaneren. Hver Dag
i lange Tider har han drevet rundt og meldt sig til alle mulige
ledige Bestillinger, men blot mødt Afslag, halve Løfter, rene Nei. . .
Saadan er hans borgerlige Milieu.
Og derude — under den blaa Himmel ...
„Høsten er kommet og har allerede begyndt at lægge alting
i Dvale, Fluer og Smaadyr har faaet det første Knæk, oppe i
Træerne og nede paa Marken høres Lyden af det stridende Liv,
puslende, susende uroligt, arbeidende for ikke at foregaa. Alle
Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang,
stikker sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig
frem med lange Traade og synker saa pludselig sammen, vælter
om og vender Bugen iveiret. Hver Vækst har faaet sit Særpræg,
et fint henaandende Pust af den første Kulde; Straaene stritter blege
op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler henad Jorden med en
Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid, midt i
Forgjængelsens Karneval; Roserne har faaet Betændelse i Rødmen,
et hektisk, vidunderligt Skjær over den blødrøde Farve". . .
Han føler sig selv som det faldefærdigste Kryb i denne
døende Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
