Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den mørkeste Fortvilelse overrisles Jorden atter af friskt fra det
evige Opvæld.[1]
Og som Rakel naar frem til denne inderlige Forstaaelse af
Elias’ Offerdaad, saa er det ogsaa hende, som tilslut samler Digtets
Lære i Ordene: Der maa nogen begynde med at tilgive.
Dette Samfundsdrama er et Stykke Tidspsykologi, som ved
Følelsens Magt og Fylde og ved sin dybe, fantasifulde Opfatning af
de krigførende Partiers Grundtanker indtager en alt overragende
Plads i moderne Litteratur Og dets sterke Tale ud af det bedste
i Slegtens Samvittighed stiger til et eneste uendeligt gjenlydende
sursum corda: Glem aldrig det menneskelige, thi der er ikke
Frelse i noget andet! Vore Tanker og Teorier, vor Tro og vore
Længsler — alt blir os lige farligt og fordærveligt, saasnart vi
springer over de menneskelige Grundforhold. Thi da fanges vi
straks af det grænseløse. Og ingen ved længer, hvor det
bærer hen.
Man kunde næsten undres over, saa ofte BJØRNSON har følt
en Dragning mod Studiet af de svage, viljeløse Karakterer. Ja,
næsten som en Lyst til at forherlige disse som de dybeste
og betydeligste Naturer, hundredfold interessantere og
værdifuldere end de robuste Seirvindere i Livskampen. Hvor har
han ikke gjort en Darnley sympatisk. Og Ragni Kallem, denne
hvide, kuldskjære Sangfugl, som fryser ihjel under de kolde, onde
Øiekast og den feige, grusomme Bagtalelse, som tilsammen
frembringer det norske Moralklima. Og tilsist Paul Lange, en moderne
problematisk Natur, tyndhudet, vankelmodig, ubeslutsom, men under
Overdraget af Tvesind og Svaghed, en rig, ren og fin
Menneskesjæl. Det er, som vi øiner et forankastet Skyggerids af ham,
naar Darnley tegner sig selv: "William, verden foragter den
svage; ti den beundrer kraften, selv om den er kraft til ondt ...
Aa, hvis de forstod den svage! Han er svag, fordi der er noget
inderst inde, mod hvilket han er trofast, en længsel, et minde,
en kjærlighed. Han ved, det er hans undergang, han gjør tusen
forsøg paa at komme løs, men hans følelsesliv er for dybt, han
synker og holder fast ..."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
