Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Vort Aarhundrede - Den romerske og græske Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eneste Kongerige. Siden laa Italien i Kamp med Pavedømmet for sin Frihed, og slap da
ogsaa Evangeliet ind, idet det navnlig forkyndtes af Valdensere. Folket i Almindelighed er
fremmed for Pavedømmet, men dog ikke for dets Helgener. Pius satte sit Haab til Jomfru
Marias Hjælp; hende erklærede han i 1854 fri for Arvesynd og paasatte Himmeldronningens
Billede et Diadem af Brillianter, og nogle Prester vovede endog at kalde hende den fjerde
Person i Guddommen. I en saakaldt „Syllabus“ erklærede Pius 1864 Pavedømmets
Forsoning med den moderne Civilisation for umulig og fordømmelig, idet han sagde: „Paverne
har aldrig overskredet Grænserne for sin Ret“. Han vovede endog at sige om sig selv: „Jeg
er Veien, Sandheden og Livet“. Saa udskrev han et almindeligt Kirkemøde i Vatikanet for
at udfylde, hvad Jesuiterne fandt endnu manglede i Tridentinermødets Bestemmelser. Her
kom 767 Bisper og Prælater sammen fra alle fem Verdensdele. Mødet dreiede sig mest om,
hvorvidt man skulde tilskrive Paven Ufeilbarhed, hvilken de fleste Katholske hidindtil havde
tillagt de almindelige Kirkeforsamlinger, og at tildele ham den Magtfylde, som Bonifacius
VIII havde gjort Krav paa. Høitstaaende Mænd paaviste, at den romerske Biskops Ufeilbarhed
var ukjendt i den gamle Kirke og altid var bleven tilbagevist. Man stred længe og hedt, men
den 18de Juli 1870 blev under Torden og Lynild Pavens Ufeilbarhed og Almagt proklameret,
„saa at den romerske Biskop har fuld Magt over den samlede Kirke, ikke blot i Sager, som
angaar Tro og Sæder, men ogsaa saadanne, som vedkommer Disciplin og Regjering, at
fremdeles Paven, naar han bestemmer noget betræffende Kirkens Tro og Sæder, i Kraft af den
St. Petrus forjættede guddommelige Bistand handler med Ufeilbarhed, hvorfor hans Afgjørelse
i og for sig er uforbederlige“. Mod de ulydige slyngede Pius Bannet, og mange gav da efter.
Naturligvis tror Flertallet af de Dannede ikke paa denne nye Lære; saaledes begyndte de
saakaldte „Gammel-Katholiker“ i Tyskland, Schweitz og flere Steder at skille sig fra den
romerske Kirke. Deres mest anseede Ledere var Professorerne Döllinger og Friedrich i
München. Rom selv blev, efterat Napoleon III havde bukket under i Kampen med Tyskland,
den 20de September 1870 erobret af Italienerne og ifølge en Folkeafstemning med et
overvældende Flertal bestemt til at blive Kongens Residentsstad. Forgjæves haabede Pius paa
Befrielse af den hellige Josef, som han havde udnævnt til Kirkens Patron; hvor meget han
end skjændte, har han dog aldrig udtalt Bannet over Kong Victor Emanuel. Han døde
1878 efter længere Regjering end nogen af sine Forgjængere. Heller ikke hans Efterfølger
Leo XIII vil modtage den af Regjeringen ædelmodig tilbudte Forsoning, men lever som
„Fange i Vatikanet“ af de Peterspenge, som de Troende indsamler til ham. Han er forøvrigt
en forstandig og dannet Mand, der har aabnet det rige vatikanske Arkiv for Historiegranskere
og gjerne er moderat i sine Udtalelser, men som ogsaa lidenskabelig kan ivre mod den
Uforskammethed, hvormed de protestantiske Skoler ligefor hans Øine propper de spæde Barnehjerter
med afskyelig Vranglære. Ogsaa han har den Mening, at de protestantiske Missioner kun
styrker Satans Rige. Efterat den verdslige Magt er taget fra Paven, har Valdenserne
Religionsfrihed, og Evangeliet kan nu frit udbrede sig i Italien. Sit mægtigste Tilhold har
Katholicismen i Frankrige, hvor ivrige Prester og Adelsmænd tjener den tilligemed den
daarlig oplyste Landbefolkning. Men ogsaa her fik de Evangeliske Troesfrihed, som imidlertid
ofte bliver krænket; dog beskytter Frankrige overalt den katholske Kirke og dens Mission;
kun i Hjemlandet blev endnu engang Religionen trængt ud af Skolerne. Det lader til, at den
franske Republik bliver mere og mere gjennemsyret af Vantroen; den fører nu en heftig
Udryddelseskamp mod Kirken efter Gambettas bekjendte Feltraab: „Kirken er Fienden“. I
Preussen har der været ført en skarp „Kulturkamp“ mod Pavekirkens Paagaaenhed og urimelige
Fordringer; de saakaldte „Mailove“ greb dybt ind i Romerkirkens Liv. Nu er der foreløbig
Vaabenhvile. I Tyskland og Østerrige har der i vort Aarhundrede rørt sig adskillig aandeligt
Liv af friere evangelisk Art. Vi vil blot minde om den milde Biskop J. M. Sailer
(† 1832), den alvorlige Martin Boos († 1825), den rigt begavede Johannes Gossner
(† 1858) og mange flere. Sidstnævnte og de evangeliske Zillerthalere traadte som bekjendt
endog helt over til den lutherske Kirke. Ogsaa i det erkekatholske Belgien har den
evangeliske Kirke vundet Indgang. Længst blev den forfulgt i Spanien og Portugal; dog
har man nu ogsaa der dannet evangeliske Menigheder, medens protestantiske Skrifter under Navn
af god gammel Vin af Katholiker selv smugles ind i Klostrene og gjør sin stille evangeliske
Gjerning. — Den græsk-katholske Kirke, der har sit Midtpunkt i Rusland med Keiseren til sit
Overhoved, er stivnet hen i Ceremonier og Billedtjeneste. Hvor der viste sig Trang til en levende
Gud, opstod der Sekter. Der dannedes blandt Bønderne Forsamlinger, som læste i Bibelen.
Keiser Alexander II søgte at indføre Religionsfrihed i sit uhyre Rige og afskaffede
Livegensskabet. Han blev dog skrækkelig myrdet af Nihilisterne i 1881. I den allersidste Tid er der
svage Tegn til, at det religiøse Liv paa enkelte Steder begynder at vaagne, og flere har virket
eller virker der i evangelisk Aand, men hemmes, hindres og forfølges. I det tyrkiske Rige,
hvor ogsaa den græsk-katholske Kirke har hjemme, opstod der ved Missionærer evangeliske
Menigheder i Armenien og Syrien. I Jerusalem oprettede England og Preussen et evangelisk
Bispedømme. Den græske Kirke løsrev sig i 1833 fra den konstantinopolske Patriarks
Overherredømme og overgav sin Ledelse til en hellig Synode. Et Universitet, som stiftedes i Athen
1837, vakte Visdomstørsten hos Grækerne. Dog gjør deres Biskoper fordetmeste kun
Modstand mod Protestanternes Arbeide for den sande Kristendom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
