Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nyere Tid - Reformationstiden - Den lutherske Kirkes Grundlæggelse - Luthers sidste Levedage og Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Luthers sidste Levedage og Død. 549
Gud give, at andre maa gjøre det bedre efter mig. Jeg kan ikke mer; jeg er svag.
Ved Gud for mig, at han forlener mig en god og salig Affkedsstund·« J Januar
1546 blev han af Greverne i Mansfeld kaldet til Eisleben for at bilægge
en Familietvist. Endskjønt han følte sit Endeligt nærme sig, tiltraadte han dog den
besværlige Reise; han var indom Halle og fik med sig sin Ven Justus Jonas.
J Eisleben blev han høitidelig modtagen; efter at have deltaget i flere Møder
lykkedes det ham endelig at faa sine kjære Landsherrer forligte; det var den 17de Februar.
Da han kom hjem, var han meget svag. Han bad ivrig og vedholdende samt talte
med sineVenner. Tankefuld traadte han hen til Vinduet og sagde: »Her iEisleben
er jeg døbt, kanske jeg ogsaa skal blive her.« Hans Svaghed øgede paa, og plaget
af heftige Brystsmerter, og i stor Angst bad han·: »Fader, i dine Hænder
befaler jeg min Aand; du har gjenløst mig, du trofaste Gud-« Han
fremsagde forskjellige Bibelsprog og
gjentog tre Gange Jesu Ord i »A»««»R
Johannes 3, 16. Da han laa « s «
der ifærd med at dø, raabte Ju-
stus Jonas til ham: Ȯrvcer-
dige Fader, vil J do stand-
haftig iTroen paa Kristus
og den Lære, J har prædi-
ket?« Med tydelig Stemme
svarede han: »Ja«, vendte sig om
og sov ind. Dette skeede Torsdag
18de Februar 1546 mellem Kl. 2
og 3 om Morgenen. Hans Lig
blev med stor Høitidelighed ført
til Wittenberg og begravet i
Slotskirken. Den berømte romersk-
katholske Kirkehistoriker D ø l li n g er,
der i sin ultramontane Tid endnu
kunde forkjætre Luther, gav ham,
efter at have sluttet sig til Gam-
melkatholicismen, følgende skjønne
Vidnesbyrd: ,,Luthers overvældende
Aandsstorhed og forbavsende Mange- « —
sidighed var det, som ialfald gjorde Justus Iona5.
ham til en Mand af sin Tid og
sit Folk og det er sandt: Der har aldrig eksisteret nogen Tysker, som har forstaaet
sit Folk saa dybt og paa den anden Side er bleven saa helt forstaaet af Nationen,
som denne Augustinermunk fra Wittenberg. Tyskernes Sind og Aand var i hans
Haand som Leret i Kunstnerens. Han har ogsaa givet sit Folk mere, esnd
nogensinde i den kristne Tid en Mand har givet sit Folk: Sprog,
Folkelærebog,Bibel, Kirkesangz og alt, hvad Modstanderne havde at indvende mod
ham eller stille ved Siden af ham, det tog sig mat, kraftesløst og farveløst ud ved
Siden af hans henrivende Veltalenhed. De stammede, han talte. Ligesom han
paatrykte det tyske Sprog dets Segl, saa var det ogsaa blot ham, som paatrykte
det tyske Aandsliv sin Aands uforgjængelige Segl. Og selv de Tyfkere, som i fin
Sjæls inderste Grund afskyede ham som den vældige Vranglærer og Religionens
Forfører, kan ikke andet, de maa tale med hans Ord, maa tænke med hans Tanker.«
Og D1·.Jngvald Undset skriver: »Luther staar for mig som et af de største Mennesker,
der nogensinde har levet; han er for den nyere Tid, hvad Sokrates var for Oldtiden,
Betegnelsen af den frie Aands Emmancipation og Gjennembrud til Seier over
Formalitets-Principets Tyrani. Hvilke kolossale Aander de dog begge har været,
som til den Grad kunde skue ud over sine Omgivelsers Horizont, helt ind mod Evig-
hedens Morgenrøde, saa Verden behøvede Aarhundreder til helt at komme efter.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
