Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Den frie Pavekirke - De indre Forholde - Lidt om det kristelige Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510 Den frie Pavekirke.
og Tugt over sine Lemmer, som i mange Henseender virker heldig, men nærmere
beseet ogsaa har sine betænkelige Skyggesider De mange Bud og Bestemmelser
fremavler en udvortes Kristendom, og Kirkens Lære og aandelige Opdragelsesmaade
fremkalder en Gjerningshellighed, der ofte som en ydre Fernis dækker over det
indre uigjensødte Sind eller endog blot skjuler en sædelig Raaddenhed Kristi frie,
uforskyldte Naade forkyndes rent kun af saare faa, medens hans Person og Gjerning
almindelig stilles i Skyggen af Jomfru Maria og andre Helgener med deres
overflødige Fortjeneste. Det menige Folks Kristendom er blandet op med grov
Overtro, og man gjør Valfarter, dyrker Relikvier og paakalder Helgener
langt oftere end den levende Gud. Det mest straalende kristelige Liv i denne Tid
er hyppigst plettet af Sværmeri og en uevangelisk Aand; renest aabenbarer
det sig hos enkelte kristelige Sekter, som Valdenserne og andre. Men selvi
denne Middelalderens Glandstid viser der sig dybe Skygger, der kommer stærkt frem
i Kjætterforsølgelserne, Jnkvisitionen og Hekseprocesserne, dette
Pavekirkens frygtelige Trekløver, der gjør sig mere og mere gjældende, jo nærmere
man kommer henimod Reformationen·
J Kirkens Nedgangstid fra det trettende til det sekstende Aarhundrede staar
det idethele sørgelig til. Klostrene udartede, Geistligheden blev verdslig, og den
sædelige Fordærvelse greb frygtelig om sig, særlig under Middelalderens sidste
Pav er (Side 484 slg.). Det uevangeliske Bud om ,,Englelivet« eller Presternes ugifte
Stand i Modsætning til Lægfolkets »Dyreliv« viste sig fkjæbnesvangert for Munkene
og Geistligheden; Utugtssynderne tog Overhaand, medens Familielivet gik
tilbage og blev foragtet. Ægtefolk forlod hverandre og gik i Klofter; Munke svær-
mede for Himmeldronningen, og Nonner valgte Kristus som sin Brudgom. Samtidig
tiltog Helgentilbedelsen, Billedtjenesten, Relikviedyrkelsen og Val-
farterne En dyb Uro og en smertelig Længsel efter Forsoning og Frelse kom
herigjennem frem, uden at det lykkedes at stille den. Afladshandelen, der mere
og mere blev drevet frækt og skamløst, sløvede den sædelige Bevidsthed. Aandelige
Bedragerier af alle Slags gik i Svang, og Prædikenen stod i det hele sørgelig lavt.
Literaturen i denne Tid frembyder i broget Blanding Tro og Overtro, Helligt
og Vrængebilleder af det Hellige, inderlig Tillid til Gud og kras Helgendyrkelse,
Lovprisning af den guddommelige Naades fuldkomne Tilstrækkelighed og Omsætning
af Kristendommen i en Sum af fortjenstlige Ydelser· Gudstjenesten udartede,
og man drev ofte paa en drøi Maade Spøg med det, som skulde behandles med
Ærbødighed J Julen havde man Lystigheder, som lidet stemmede med denne
Fest, Man fjasede og dansede, og Kirken gjenlød af Viser og skraldende Latter,
Hvin og Hyl. Paa Nytaarsdag eller Helligtrekongersdag holdtes en
Narrefest; da sværtede Folk Ansigtet, klædte sig ud som Prester, valgte en Narre-
biskop og fulgte ham i Optog til Kirken; »der prædikede han og uddelte Velsignelsen,
medens de fyldte Røgelsekarret med gamle Saaler, holdt Drikkegilde paa Alteret,
spillede Kort og Tærning og dansede under de kaadeste Viser. Saa kjørte de bort
derfra paa Møgkjærrer og overdængedes underveis med Smuds.« Ved Æselsfesten
havde man en Korskjorte paa Dyret, og en Prest læste Mesfe, der endte med, at
han skrød som et Æsel, og Koret istemte Æselvisen. »Om Paasken fortalte
Presterne Eventyr, det ene galere end det andet, indtil man ikke længere kunde
høre et Ord for Paaskelatterz det kaldte man Udtryk for den kristne Glæde.«
Ogsaa Fastelavn var fuld af sprudlende Liv og Kaadhed. Kirken optraadte vistnok
imod disse Udskeielser, men det nyttede ikke, og tilsidst saa den gjennem Fingre med
det hele. Saaledes vaklede man mellem afgudisk Tilbedelfe og letfærdig Spot.
Middelalderens aandelige Liv viser en sælsom Blanding af Ondt og Godt,
tidt med de forunderligste Overgange. »Jdeen i al sin guddommelige Myndighed
og en næsten dyrisk Jd6løshedx Ridderlighed, mystisk Inderlighed og kold
Skolastik; Trang, Trylleri og kraftig Virksomhed; offerglad Kjærlighed, Verdens-
foragt, utrolig Selvfornægtelse, og den groveste Kjødeligh·ed, den vildeste Vold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
