Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - De indre Forholde - Munkevæsenets Fornyelse og Kirkereformer - Geistligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Munkevæsenets Fornyelse og Kirkereformer· 361
Aar 1059 fik Hildebrand sat igjennem, at Paven ikke som hidtil skulde vælges
af Adelen, Folket og hele Geistligheden, men af Kardinalerne. Disse udgjorde
Pavens nærmeste Raad, og til dem hørte Sognepresterne i Roms Hovedkirker og
Diakonerne ved disse samt Pavens syv Suffragan- eller Lydbiskopper· Saaledes
var Keiserens Indflydelse i dette Stykke tilintetgjort; han fik herefter kun et Slags Ret
til at godkjende og stadfæste Valget. Uagtet Keiserdømmet stod paa sit Høidepunkt,
kunde denne betydningsfulde Forandring gjennemføres paa Grund af de forandrede
Tidsforholde, idet man erkjendte Pavens Høihedsret over Kirken og vilde have denne
fri overfor Staten. Under Hildebrands kraftige Haand kom dog snart Kirkens
Bestræbelser til at gaa endnu videre.
Geistlighedcn
» waven var, som bekjendt, Kirkens øverste Mand. Næst efter ham kom de
» » store Kirkefyrster, Erkebiskopperne· Deres Magt var saa stor, at de
lzj JI endog med Kraft og Held kunde værge sig mod Pavens Indgreb De
ML var de særskilte Landskirkers Overhoved Som Landets øverste Geistlige
sammenkaldte de Provinskirkemøder, øvede Indflydelse paa den verdslige og kirkelige
Lovgivning og eiede dømmende Myndighed over Kirkeprovinsens Biskopper og
øvrige Geistlige samt stadfæstede de førstnævntes Valg og indviede dem i Cmbedet.
Erkebiskopperne havde ogsaa Ret til at gjøre Visitatser i andre Bispers Stifter, og
en Gang om Aaret skulde Biskopperne aflægge dem et Besøg Ved Siden heraf
raadede de over en betydelig verdslig Magt og kunde øve stor politisk Indflydelse;
de omgav sig ofte med mange haandgangne Mænd og havde anseelige Indtægter;
i enkelte Lande fik de endog af Kongen Ret til at slaa Mynt. De valgtes som enhver
anden Biskop. Allerede i Oldkirken udkaaredes disse af Provinsens Geistlige. I
den første Halvdel af Middelalderen var det igrunden Kongerne og Fyrsterne, som
valgte dem. Hvad Erkebiskoppernes Forhold til Paven angaar, saa skulde de per-
sonlig søge Valget stadfæstet i Rom. De fik Reisebidrag, »Palliehjælp«, af Stif-
tets Geistlige og modtog af Paven som Tegn paa sin Værdighed en hvid Uldkrave,
prydet med sorte eller røde Kors; den kaldtes Pallium Det bares ved høitidelige
Anledninger udenpaa den øvrige Klædning. Denne bestod underst af en fodsid,
hvid Kjole; over denne bar han den pragtfulde Dalmatica, som rak til Knærne,
og udenpaa denne igjen enten Korkaaben eller Messehagelen· Allerede tidlig
havde Paven Frygt for Erkebiskoppens Indflydelse; men dette viser sig især i næste
Tidsrum, da de end mere søgte at svække Erkebiskoppens Magt.
Under Erkebiskoppen stod alle Bisper i et Erkestift; de kaldtes ivort Land-
Lyd- eller Folkebiskopper. I den allerførste Middelalder fulgte man den oldkirkelige
Skik med Hensyn til deres Udnævnelse, men fra det niende Aarhundrede fik
Fyrsterne mer og mer Indflydelse paa Bispevalget. Lidt efter lidt blev deres Be-
klædnmg (Investitur) med Formælingsring og Hyrdestav almindelig; et Tegn
paa deres verdslige Stilling som Vasaller under Fyrsterne var Sværdet. Det er
allerede berørt, at Hildebrand udvidede Begrebet Simoni, der fra først af var
Navnet paa Kjøb af geistlige Embeder, saa at det kom til at gjælde den Sædvane,
at Geistlige modtog Embedet af en Lægmand; han stemplede altsaa hele den folke-
kirkelige Praksis som Simoni.
Før Tiendens Indførelse maatte Biskopperne søge sit Underhold af det
Iordegods, som«var henlagt til deres Bispesæde. Tienden var Indtægten
af de daværende vigtigste Næringskilder og udrededes ligesom al Skat i Varer.
I andre Lande deltes Tiendeni tre Dele, nemlig en til Biskoppen, en til
Sogneprestenvg en til Kirken. I Norge gik en Fjerdepart til de Fat-
tige. Efter Tiendens Indførelse havde Biskopperne fremdeles Indtægt af fine
Gaarde, som de havde faaet dels ved Gaver og dels ved Kjøb; mange Geistlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
