Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Middelalderen - Missionen og Folkekirkerne - Angelsaksernes Omvendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306 Misfionen og Folkekirkerne.
Missionen «i Northumberland optaget af skotske Missionærer. Oswald,· en
Søn af Eadwins Formand Gthelfrid, havde som Flygtning opholdt sig hos de
irske Munke paa Hii og var der vunden for Kristendommen. Med en liden Skare
af kjække Mænd søgte han at vinde tilbage sine Fædres Kongestol. Han seirede,
sendte Bud til Hii efter Missionærer, men den første Udsending tabte Modet straks
ved Folkets barbariske Vildhed og vendte tilbage. Da han en Dag skildrede med
de mørkeste Farver Missionen blandt et saadant Folk, blev han afbrudt: »Feilen
er paa din Side, Broder! Du har lagt større Byrder paa Varbarerne, end de kunde
bære, og du har undladt at stige ned til deres lave Standpunkt for efterhaanden
at kunne løfte dem op til Forstaaelse af Evangeliets ophøiede Lære.«
Saaledes talte den Mand, der snart i Gjerningen skulde bevise Sandheden af
sine Ord. Hans Navn var Aidan, den første Biskop af Lindisfarne, og den
egentlige Grundlægger af den northumbriske Kirke. Som en ægte KristiApostel
vandrede han om fra Sted til Sted, og da han iBegyndelsen ei formaaede at gjøre
sig forstaaelig, var Kong Oswald hans Tolk, og Evangeliet havde stor Fremgang.
Missionærer strømmede daglig til fra Skotland, og Folket døbtes iHobetal.
,,Kirker opførtes paa mange Steder,« siger Beda, ,,og Folket strømmede glade til
for at høre Guds Ord, Kongen skjænkede Gods og Grund til Opførelse af Klostre,
Anglernes Børn lyttede opmærksomt til sine skotfke Lærere og hengav sig i Forening
med de voksne til Studier og et frothiv.« Men Missionen her fik nye Trængsler
at gjennemgaa. Kong Oswald faldt i et Slag den 5te August 642, og det for-
tælles, at hans sidste Ord var: ,,Herre forbarm dig over mit Folks Sjæle«.
Missionsarbeidet blev dog fortsat uden Afbrydelse under hans Broder og Eftermand
Oswiu, der ogsaa bevirkede, at skotske Misfioncerer trængte ind iMercien og
Essex. J førstncevnte Rige fik dog Kristendommen først nogen Fremgang efter
at dets hedenske Konge Aar 655 var falden i et Slag mod nysnævnte kristne Fyrste.
Flere Missionærer kom til, og ved deres Virksomhed blev Kristendommen for altid
befæstet i denne Del af Landet. Jkke længe derefter blev ogsaa Essex kristnet.
Medens irske og skotske Missionaerer arbeidede ufortrødenti Nord- og Mellem-.
england, havde romerske og frankiske Troesbud fortsat Augustins Arbeide
i det sydlige. J Østangel var Omvendelsesvaerket begyndt allerede 629, da KVUS
Eadwin af Northumb erland overtalte Kongen der til at tage den kristne Tro.
Ved hans Død ikke længe derefter blev der Tilbagegang, men da indkaldte hans
Broder og Eftermand fra Fra nkrige den burgundiske Biskop Felix, og ved hans
Bestræbelser blev Østangel kristnet. J Wessex blev Evangelier først forkyndt
Aar 634 af den romerske Missioncer Birin. Han fik som Vestsaksernes Bi-
skop sit Sæde i Dorchester, og Kristendommen syntes inden faa Aar at have slaaet
Rod blandt dette Folk. Men ogsaa her indtraadte en Stilstand ved Kongens Død
i 643· Senere skjød Missionsarbeidet ny Vekst under den frankiske Munk Agtb
berts Ledelsez han blev 650 Biskop af Dorchester. Nu stod blot Sussex til-
bage, og det forblev hedensk indtil 680, da den fordrevne Biskop Wilfrid af
York byggede et Klofter paa Halvoen Selfey; herfra virkede han ifem Aar
blandt Sydsakserne og havde saa stor Fremgang, at Sussex efter den Tid
betragtedes som et kristent Rige.
Den norfke Historiker A. Taranger, som i dette Stykke næsten overalt er
fulgt, skriver isit Værk om den angelsaksiske Kirke: »Omtrent et halvt Aar-
hundrede efter Augustins Ankomst til Kent var Kristendommens Indførelse
i England en fuldbragt Kjendsgjerning; men dens endelige Seier var ikke saa
meget de romerske som de keltifke Missionærers Værk Northumberland,
Mercia og Essex var kristnede af Mænd, der var udgangne fra Hii eller Lin-
disfarne, og Nometkirkens Sendebud havde ikke vundet Fodfæfte udenfor Kents,
Wessex’ eller Østangels Grænser, ja i det sidstncevnte Rige havde Skoter og
Northumber taget sin fulde Andel af Arbeidet.« Dette Forhold ledede til en
Strid mellem Kelterne og Romerne om Pavetnagten, Tiden for Paafkens Høs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
