Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Hieronymus - Farer for Kirkens Enhed og Lære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hieronyniug· 243
LEgypten komne til ham. Nu tilbragte de Resten af sit Liv i denne minderige Stad
og delte sin Tid mellem Stadier, Fromhedsøvelser og Kjær·lighedsgjerninger· J et
lidet Klippekammer ved Fødselskirken skrev han de fleste af sine mange lærde Værker,
der havde han sit »Paradis«, og der førte han i Aanden sine bekjendte barnligfromme
Samtaler med det kjære Jesusbarn· Her døde han ogsaa gammel og affældig i 420.
— Hieronymus tog livlig og ofte heftig Del isin Tids mange kirkelige Kampe og
forfvarede den katholske Kirkelære mod alle Angreb. Hans Livs betydeligste Gjerning
var hans omtalte latinske Bibeloversættelse (Vul gata), der i Pavekirken holdes i ligesaa
stor Anseelse, som selve Grundteksten. Desuden fkrev han mange lærde Bibelfortolk-
ninger. Forfatterstolthed, Hang til Gjerningshellighed og lideiiskabelig Polemik var
dog blandt andet Skrøbeligheder, som klæbede ved den ellers fromme Klosterbroder
Men han kjæmpede mod sine Skjødefynder og hang med en inderlig Kjærlighed
ved Frelseren.
«Farer for kirkeng Enhed og Lære
« aa den vesterlandske Kirkes Grund fremstod i det fjerde Aarhundrede to
Retninger, Donatismen og Pelagianismen, der blev faretruende
!- for Kirken. Den førstnævnte af disse har adskillig Lighed med Novati-
« « an erne i det tredie Aarhundrede og fik sit Navn efter en ivrig og stræng
Mand ved Navn Don atus i Karthago. Anledningen til Partidannelsen var, at
den altfor medgjørlige Bifkop Cæcilian blev indviet til sit Embede af Biskop Felix,
der under den diokletianfke Forfølgelse havde udleveret den hellige Skrift til Hed-
ningerne. Dette vakte det strængere og alvorlige Partis Uvilje, de skilte sig ud,
dannede en egen Menighed og valgte Donatus til Biskop (311). Keifer Kon-
stantin, til hvem de henvendte sig, bebreidede dem for dette Skridt og vilde med
Vaabenmagt undertrykke dem. Men Sværmeriet voksede; de drog i talrige Hobe gjennem
Landet og voldte Forstyrrelse; deres Forbitrelse steg i samme Grad, som Keiseren anvendte
voldsomme Forholdsregler for at tvinge dem til atter at forene sig med Kirken. Under
Keiser Julian fik de atter Tilladelse til at tage i Brug alle de Kirker, som før var
røvede fra dem. Disse betragtede de som befmittede, slog istykker alt, hvad der fandtes
idem, malede Væggene paany, skurede Alterne og forbandede alle, som ikke vilde holde
med dem. Der begyndte snart nye Forfølgelfer og ny Modstand fra deres Side,
idet de atter drog om snart hist, snart her i røverske Tog, uden at kunne indhentes
af de romerske Hære; de brød ind og forsvandt atter, og hvor de kom, forstyrrede de
al borgerlig Orden. Bevægelsen tiltog; thi man brugte Tvang og søgte ikke ad
Overbevisningens Vei og ved en mild evangelisk Fremgangsmaade at retlede dem.
Før dette fkeede, blev de heller ikke overvundne og ført tilbage til det almindelige
Kirkefamsund. — Donatisternes kirkelige Jdeal var en ren, pletfri Kirke, deres
politiske fuldstændig Adskillelse mellem Kirke og Stat, deres s o eiale almindelig
Frihed og Lighed samt Fællesskab i Eiendom. Som det vil sees, har denne An-
skuelse ogsaa sin Sandhedsspire, der eiede Livskraft, men Veksten blev forkrøblet ved
Sværmeri, Ensidighed og Vildfarelse Separationens Udstrækning var saa stor idet
fjerde Aarhundrede, at den truede Kirkens Enhed. Den blev vistnok efterhaanden
beseiret, men den har senere i Kirkens Levnetsløb dukket op igjen i nye Skikkelser
Pelagianis men var en Vildfarelse i Læren om Mennesket, og den har havt
haarde Følger for Kirken. Den har sit Navn efter en britisk Munk ved Navn
Pelagius,- som i Aaret 411 var kommen til Karthago paa sin Flugt fra Rom
for de indtrængende Goter· Denne Pelagius var en from og alvorlig Mand,
’ som ikke havde gjennemgaaet nogen af det indre Livs heftige Storme, men rolig
udviklet sig i et stille Kloster. J Overensstemmelse hermed opstillede han en Lære,
som blev til stor Forargelse og Skade for Kirken. Han lærte, at Adam var skabt
dødelig, og at han ihvertfald vilde være død, selv om han ikke havde syndet. »De
16’«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
