Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Biskop Ambrosius i Mailand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bisfop Ambrosius i Mailand 227
var temmelig lunkne i sin Kristendom; af den Grund blev heller ikke Sønnen døbt
som Barn. Da han var 10 Aar gammel, døde Faderen, og Moderen flyttede nu
med sine Børn til Rom, hvor der dengang var opblusset et friskere aandeligt Liv,
fremkaldt især ved Biskop Athanasius, der flere Gange»havde besøgt Byen under
sin Landflygtighed Søsteren Marcellina, der lader til at have været baade en
begavet og dyb Kvinde, blev greben af Bevægelsen«og sluttede sig sammen med flere
andre fornemme romerske Jomfruer for at leve ugift og vie sit Lio til Gudunder
Bøn og Faste og tage sig af Menighedens Syge og Fattige.· Det er rimeligt, at
Ambrosius har modtaget de første levende Indtryk af Kristendoinmen gjennem
hende. Baade han og de to andre Søskende fik en. omhyggelig Opdragelse,«og der
blev ikke sparet noget for at gjøre Sønnerne fortrolige »me»d de gamle Klassikere og
hele Datidens lærde Dannelse. Ambrosius kastede sig især med Jver over Studiet
af Veltalenhed og romersk Ret-, og da han blev voksen, vandt han snart stor Berøm-
melse for sin Veltalenhed og Dygtighed som Sagfører. Dette henledede den offent-
lige Opmærksomhed paa ham; han fik inden kort Tid en underordnet Embedsstilling
i Mailand og blev derpaa af Keiser Valentin udnævnt til Uiiderstatholder i
Norditalien; ogsaa i sidste Egenskab havde han sin Bolig i nysnævnte By og
vandt hurtig Folkets Kjærlighed J Mailand var Forholdene imidlertid meget
sørgelige i kirkelig Henseende; Menigheden var splittet i·Partier og svækket ved
Stridigheder, da den i en lang Række af Aar havde haft til Biskop en Arianer ved
Navn Auxentius, der havde været en Plage for Menigheden og adspredt istedetfor
samlet den. Efter hans Død i 374 udbrød der saa voldsomme Valgkampe mellem det
arianske og det rettroende Parti, at Ambrosius, som Stedets høieste Embedsmand,
begav sig til Kirken for at tøile den oprørte Mængde Medens nu den lyttende
Skare med Forundring hørte paa hans veltalende og kraftige Ord, raabte pludselig
en Barneste"mme: »Ambrosius l« Og den forsamlede Folkehob, som heri mente at se
et Vink fra Himmelen, stemte ·i med og raabte: ,,A mbrosius skal være Biskopl«
Denne modsatte sig imidlertid af al Magt dette mærkelige Valg. Han var
nemlig endnu kun Daabslærling og altsaa ikke døbt; hertil kom, at Tanken om at
blive Biskop var uudholdelig for ham; han flygtede fra Byen, søgte Skjul paa
Landet og lod udsprede onde Rygter om sig, men alt forgjæves Keiseren stadfæstede
Valget, og Ambrosius fandt, at han ikke længere kunde undslaa sig, da han mere
og mere begyndte at forstaa, at saa var Guds Vilje. Han lod sig døbe af en ret-
troende Biskop og blev derpaa 8 Dage senere indviet til sit Bispeembede den 7de
December 374. — Fra nu af ofrede han sig selv og alt sit ganske til Herrens
Tjeneste; han var en helstøbt Personlighed, og derfor vilde han ogsaa være Biskop
med Liv og Sjæl. Sine store Rigdomme brugte han mest muligt til de Fattiges
og Lidendes Hjælp, hvorfor disse skarevis omringede hami hans Hjem. Sit Embede
røgtede han med apostolisk Kraft, Nidkjærhed og Taalmodighed paa samme Tid,
som han baade i Medgang og under Trængsler var en ydmyg Mand Han var
de Bedrøvedes Trøfter, de Vildfarendes Veileder og en utrættelig Sjælesørger for
alle Menighedens Lemmer. Kraftig kjæmpede han mod den arianske Vranglære og
revsede uden Frygt sin Tids mange Synder og Laster baade hos Høie og Lave.
Ogsaa for Kristendommens Udbredelse blandt Hedningerne ivrede han. Sit Prædi-
keembede røgtede han trolig; hver Søndag samlede der sig tætte Skarer om hans
Prædikestol; ikke alene fra Mailand men fra hele Jtalien strømmede Folket
sammen for at høre hans tankeklare, varme og veltalende Vidnesbyrd ,,Jdet jeg aabnede
mit Hjerte for at høre, hvor godt han talte,« skriver hans berømte Discipel Augu-
stin, ,,blev jeg ogsaa uformærket var, hvor sandt han talte.« Enhver stille Stund
anvendte han til ved Bøn og Betragtning af Guds Ord at hente ny Styrke til sin
overvældende Virksomhed Han kastede sig med Jver over Studiet af den hellige
Skrift og Kirkefædrene, veiledet af en ung, begavet Prest fra Rom ved Navn Sim-
plicianus. Ja, han forsømte ikke Studiet af de græske og romerske Mønsterfor-
« 15M
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
