Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - Konstantin den Store og de Kristne - Kirkemødet i Nicæa Aar 325
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204 Rigskirken
billeder maatte ikke opstilles, og de hedenske Templer blev plyndrede for sine Kostbar-
heder. Ved Siden heraf var Konstantin ogsaa saare ivrig, naar det gjaldt at
udjevne al religiøs Strid. Dette lagde han for Daaen baade overfor Donatifterne
iNordafrika og især under den arianske Strid. Hermed var Begyndelsen
gjort til Statens beklagelige Indblanding i religiøse Spørgsmaal Istedetfor at
gavne Kirken fkadede han den, og Kirken fik baade nu og siden dyrt betale den
Beskyttelse Staten ydede.
J Konstantins sidste Leveaar tiltager hans religiøse Jver; han arbeider
utrættelig for Kristendommens Udbredelse, tilbringer Timer i sit Pallads iBøn,
lader bygge pragtfulde Kirker, hører paa Biskopens Prædikener og holder selv
gudelige Foredrag for sine Hoffolk· Lige til de sidste Aar havde han dog høist
taagede Forestillinger om den kriftelige Lære, og Overtroen eiede ikke liden Magt
over ham. Hans Liv var derhos saa lidet kristeligt, at han troløst dræbte sin Søsters
Mand, uagtet han havde lovet hende at spare ham, ja Grusomheden gik endog saa
vidt, at han myrdede baade sin Søn og sin Hustru. Da han mærkede, at Døden
nærmede sig, ønskede han i Paasken 337 at blive Daabslærlingz knælende bekjendte
han sin Synd og bad om Daaben. Efter at have modtaget Haandspaalæggelsen og
Velsignelsen lod han sig føre til Nikomedien, hvor han i Pintsen nævnte Aar
blev dobt af Biskop Eusebius Med Ordene: »Nu svinde al Tvetydighed,«
modtog han Daaben og lovede, at hvis Gud vilde forunde ham flere Levedage, vilde
han for Fremtiden flittig besøge Menighedens Forsamlinger og leve et Gud værdigt
Liv. Nogle Dage efter døde Keiseren, og hans Lig blev bisat i en Guldkistei
Konstantinopel.
Kirkemodet i illicwa Aar 325.
fterat Kirken ved Konstantin havde faaet Religionsfrihed og Ro for
ydre Fiender, traadte forskjellige Spørgsmaal om den kristne Tro stærkere
(;s
s« III frem end for. Særlig var dette Tilfælde med Læren om Treenigheden,
Lys-» der allerede i Martyrtiden vakte Strid. Her laa Veien aaben for flere
Vildfarelsen Enten kunde man lægge slig Vægt paa Enheden i Guds Væsen, at
Guddommens Personer blev borte, eller ogsaa fremhæve Personerne saaledes, at En-
heden ikke kom til sin Net. Særlig vigtigt var Spørgsmaalet om Sønnens og
Aandens Forhold til Faderen. Allerede Origenes havde udtalt sig herom og var
den første, som bragte nogen Klarhed over dette Spørgsmaal, idet han lærte, at-
Guds Søn var født af Faderen fra Evighed af. Men til fuld Klarhed i denne
Sag var han ikke kommet. Det er indlysende, at dette Spørgsmaal var af største
Vigtighed for Kristendommen og areb alvorlig ind i Læren om Frelsen. Var nemlig
ikke Kristus sand Gud og Faderen lig i et og alt, saa kunde han heller ikke frelse alle
ved sin Lidelse og Død; thi det kan kun den gjøre, som baade er Gud og Menneske.
Den, som kaldte tillive tidligere Stridigheder om Sønnens Forhold til Fa-
deren, var Arius, Presbyter i Alexandrien Han var fødti Libyen, og
Samtidige skildrer ham som en høi, mager, bleg Mand med tykt, stridt Haar og et
alvorligt og mørkt Udseende-; dog skal han have været behagelig og beskeden i Om-
gang og udmærket sig ved et strængt afholdende og sædeligt Liv samt stor Lærdom
og Veltalenhed. Han manglede heller ikke poetisk Begavelse. JModfætning til
Sabellius, Monarkianerne og andre Kjættere fremhævede han Sønnens Ad-
skillelse fra Faderen, ja lærte endog, at Sønnen var Faderen underordnet. Han
paastod, at alene Gud Fader er sand og evig Gud; Sønnen er ikke sand Gud og
har en Begyndelse; thi han er engang ved den guddommelige Vilje skabt as intet.
Han er den første, men ogsaa den høieste Skabning og ved ham er Verden bleven
skabt. Da Gud forudsaa, at han vilde være god, har han paa Forhaand forlenet
ham guddommelig Ære, saa at han i uegentlig Forstand ogsaa bør kaldes Gud og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
