Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - Vildfarelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»-.,».. .-. .-
sxijBluk l lyska Vss O o
Vildfarelser-. 99
maal og Slegtberegninger«, sandsynligvis af Engle og Aandemagter, og i Brevet
til Timotheus raaber han et alvorligt Varsko mod ,,den vanhellige, løse Snak og
de Tvistigheder, som kommer af den falskelig saakaldte Gnosis« (Kundskab).· Den
større eller mindre Frækhed, hvormed de forgreb sig paa selve Troens Helligdom,
bestemtes dels ved den sædelige Letsindighed, dels ved den ældgamle østerlandske
Forestilling om Materiens ubetingede Fordærvelse. Af begge Grunde nægte·de vel
frafaldne Apostelhjælpere som Hymenæus og Filetus de D·ødes Opstandelse, idet·de
foregav, at den allerede var fuldbragt paa aandelig Maade i Kristendommen (2 Tim.
2, 17 flg.). Til denne Modsigelse sluttede sig hos andre Spot over Herrens Gjen-
komst (2 Pet. 3, 3 flg.). J Apostelen Johannes’s Tid gik disse Vranglærere endnu
videre, idet de nægtede, at Jesus virkelig var Kristus (1Joh. 2, 22 flg.; 4, 1 flg.).
De paastod, at Jesus Kristus ikke var et virkeligt Menneske, men kun saa ud som
et Menneske; hans hele Aabenbarelse fra Fødselen til Himmelfarten var kun et Syn
ligesom Synerne i det gamle Testamente Denne Art af Gnostikernes Lære kaldes
Doketisme, hvilket Ord kommer af et Verbum, som betyder at synes. Retningen fik
denne Betegnelse, fordi den gjør Jesu Kristi legemlige Tilværelse til et rent Skin.
Johannes brændemærker disse Forførere som Forgjængere for Antikristen (1 Joh. 2,
18), og da de fik mere og mere Udbredelse, fremhæver Apostelen med stor Kraft
Jesu virkelige Kjødspaatagelse, idet han siger: ,,Hver Aand, som ikke bekjender
Jesus Kristus at være kommen i Kjødet, er ikke af Gud, og denne er Antikristens
Aand« (1 Joh. 4, 3).
Disse Vranglærere havde en stor Forførelsens Magt baade ved den høiere
aandelige Visdom, som de roste sig af, og derved, at de samtidig saa med Foragt
ned paa den enfoldige evangeliske Tro, som de sagde kun pasfede for den uvidende
store Hob. Særlig tillokkende for Mange var vistnok saavel deres egen eventyrlige
Lære om Aander og Engle som deres aandelige Forstaaelse og Udlæggelse af de
hellige Skrifter i Forbindelse med et Liv, der dels var tøilesløst frit, dels over-
drevent strængt indtil Selvpinsel. Tøilesløshed og Selvpinsel findes mærkelig nok
ofte forenede. De fik stor Jndgang i den apostoliske Tid, men endnu mere siden,
som vi senere skal faa høre-
Nikolaiterne, Tilhængerne af BileamsLære, og de af den falske Profetinde
Jesabel forførte (Aab. 2, 6· 14——16. 20—25) hører vistnok til en og samme Retning; i
dem alle ser vi blot lidet forskjellige Former af den gnostiske Lovløshed, mod hvilken
Petrus retter sit andet Brev. De misbrugte den kristelige Friheds Ret og Naadens
Rigdom til at løse Kjødet fra alle Baand (2 Pet. 2, 19; Jud. V. 4). Bileam,
den af Hedenskabet udsprungne Seer, Jesabel, den hedenske Kvinde, som forfører
Guds Folk og forfølger hans Tjenere, er træffende Forbilleder for dette Frafald, som
» fremgik af en hedensk Rod inden flere lilleasiatiske Menigheder. Balak, Moabiternes
Konge, vilde bekjæmpe Jsrael i aaben Kamp; hans Anslag tilintetgjordes, men Bileam
gav ham det djævelske Raad at forføre Guds Folk ved Moabiternes Døtre, og dette
lykkedes. Saaledes forsøgte den listige Sjælefiende, da Kirkens Forfølgelse ikke førte
til Maalet, ved Vranglærere at forfore det kristne Folk til Deltagelse i Afgudernes
Offermaaltider og i Hedningernes Utugt. Dette gjorde de lastefulde Gnostikere
hvilke ogsaa af Petrus og Judas sammenlignes med Bileam (2 Pet. 2, 15; Jud. 11).
Nær beslægtet med disse var de Nikolaiter, hvis Gjerninger Kristus hader.
Det er ikke sandt, at Nikolaus kun er en Oversættelse af Bileam· Bileamiter og
Nikolaiter bestod jevnsides med hverandre i Pergamus (Joh. Aab, 2, 14. 15).
Kirkefædrene fører Sekter af dette Navn tilbage til Nikolaus, Proselyten fra Antiokia,
den syvende af Diakonerne. Jrenæus, Gpifanius og Hippolyt siger, at han lærte, at
de Kristne ikke var forpligtede til at afholde sig fra de hedenske Skikke, og at de frækt
kunde overlade sig til sine Lyster, fordi Saadant ikke kunde fkade Aanden. En anden
Beretning hos Klemens af Alexandria siger formildende, at dette vel var Rikolaiter-
nes Grundsætning, men ikke havde været Nikolaus’s egen Mening, hvilken var bleven
misforstaaet af hans Tilhængere Han skilte sig fra sin Hustru; han opfordrede til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
