Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - De overordentlige Naadegaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74 Den apostoliske Tid.
vistnok ingen Tvil om, at det Indtryk, som de overordentlige Naadegaver gjorde paa
Hedningerne, har bidraget i høi Grad til at skaffe Evangeliet Jndgang blandt disse.
Den Gave, der bærer mest Præg af det Overnaturlige, er Tungetalen. Det
var en Art af denne, nemlig Sprogenes Gave, som paa Pintsefesten aabenbarede
Aandens Neddalen over de Kristne (Ap. Gj. 2, 1——13). Med vældig Stemme og
med andre Tunger forkyndte de af Aanden Opfyldte Guds store Gjerninger baade
de allerede skeede og de tilkommende. Enhver af de Tililende hørte denne Tale i
sit eget Sprog. Nogle mener, at de Allesammen skulde have talt et eneste Sprog, og
at dette havde klinget forstaaeligt for hver af de Tilhorende som hans eget Tunge-
maal. Denne Opfatning synes dog at stride mod Lukas’s Ord; han beskriver det
ikke som et Under i de Hprende, hvilket tillige vilde have været en Selvskuffelse for
dem, men virkelig som en Talen i forskjellige Tungemaal. Det ligger nær at antage,
at hine Tusinder var delte i Skarer, efter Nationer, saaledes som de havde indfundet
sig til Festen, og at enkelte as Disciplene henvendte sig til enkelte af disse Grupper,
eller ogsaa flere til hver Flok. Som fordum Seere ved Aanden havde gjennem-
skuet MenneskenesTanker og læst i deres Sjæl, saaledes blev det dennegang givet
Disciplene Ordets Gave, saa at de kunde tale til Enhver af dem, de havde for sig,
i hans Modersmaal Det lader ogsaa til, at Paulus skjelner mellem Sprogenes Gave paa
Pintsedagen og den senere Tungetale; hin kalder han i 1Kor. 18, 1 meget betegnende
»Menneskenes Tungemaal-C denne »Englenes Tungemaal.« Det sidste var en Tale,
som ingen Dødelig forstod uden Udlæggelse, og som heller ingen Sprogkyndig, men kun
den Hellcgaand kan udlægge; til Forstaaelse af det Første behøvedes ingen Udlæggelse.
Den ene Gave er kun til Opbyggelse for den Talende, den anden aabenbart ogsaa for
den Hørende· Den ene hjælper intet til at undervisef den Uvidende, den anden er
aabenbart ene og alene givet til dette Brug. Der synes derfor at være Grund til
at skjelne mellem Sprogenes Gave paa Pintsedagen og den senere Tungetale.
De, som var udrustede med denne Gave (Ap. Gj. 10, 44—463 11, 15; 19-
6; 1 Kor. 12, 10. 28; 14, 2. 4—11. 13——28. 39—40), synes ikke at have talt
noget af de historiske Folkesprog, men udvst sit Hjerte i Bon, Tak og Lov paa et
aldeles nyt Sprog, som Aanden gav dem at tale. Mennesket blev under denne
Aandens Virkning greben af en vældig Magt, der tog ham fuldstændig i sin Besid-
delse; det blev som hensunket i Guddommens Dyb; Tanken mistede enhver Be-
stemthed, idet den ligesom blev overskyllet af den guddommelige Udgydelse. For de
Tilstedeværende ytrede den sig som en hemmelighedsfuld, uforstaaelig Tale med Lyd
og Lydforbindelser, Jngen kunde tyde uden Aandens Gave. Dette fremgaar af den
Maade, hvorpaa Paulus beskriver Tungetalen. »Hvo, som taler med fremmede
Tungemaal, opbygger sig selv; men den, som profeterer, Menigheden . . . . Endog
de livløse Ting, der har en Lyd, enten det er en Flpite eller en Harpe, dersom de
ikke giver tydelige Toner, hvorledes kan man da vide, hvad der er spillet paa Floiten
eller Harpen?« (1 Kor. 14). Hengav man sig uden at paalcegge sia nogen Tømme
til denne Tilstand, kunde man, som det sees af 1 Kor. 12 og 14 Kap., naa til en
stedse større Bevægelse, finde Behag i en sjælelig Tilstand, der ikke var uden Fare,
og uden Maal og Grænse udvikle denne Gave til at tale med Tunge, saa det
ikke blev Menigheden til Opbyggelse. Apostelen Paulus stræbte ogsaa efter at holde
den indenfor visse Skranker (1 Kor. 14, 27). Han vil ikke engang, at man skal
bruge den, naar der i Brødrenes Forfamlinger Jngen er, som kan udlcegge de
fremmede Tungemaal (1 Kor. 14, 28). Dette var en særegen Naadegave
(1 Kor. 12, 10; 14, 26 flg.), hvorved Menigheden fik høste Velsignelsen af det,
som Aanden meddelte gjennem Tungetalen. Uagtet denne Gave vistnok vakte mest
Opmærksomhed og kanske ogsaa stod høiest i Anseelse hos Folket, skriver Paulust
»Jeg takker min Gud, at jeg taler mere i fremmede Tungemaal end J alle, men i
en Menighed vil jeg heller tale fem Ord forstaaelig, paa det jeg kan undervise andre,
end ti tusinde Ord med et fremmed Tungemaal« (1 Kor. 14, 18 flg.). Hermed
har Paulus betegnet dens Plads i Naadens Husholdning·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
