- Project Runeberg -  Illustreret Kirkehistorie /
66

(1891-1895) [MARC] Author: Hallvard Gunleikson Heggtveit With: Anton Christian Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - De kirkelige Embeder i den apostoliske Tid

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

66 Den apostoliske Tid.

Tit. 1, 5 og 7. ,,Derfor lod jeg dig blive tilbage paa Kreta, for at du skulde ordne
det, som endnu stod tilbage, og i hver By indseette Presbyter (V. 5), om der er
nogen som er ulastelig« o. s. v. (Vers 6). ,,Thi (Vers 7) Tilsynsmanden (Bifkop-
pen) bør være ulastelig som Guds Husholder« o. s. v. Apostelen Peter (1 Pet. 5,2)
indskjærper ogsaa som »Med-Ældste«, Presbyterne i Adspredelsen at være nidkjære
i Tilsyns- eller Bispegjerningen· Disse to Ord er ogsaa brugt i samme Betydning
i 1 Tim. 3, 1 flg. og 5, 17 flg. Denne Veksling i Udtryk for det samme
Embede kan have forskjellige Aarsager. Navnet Presbytere eller Ældste bruges især,
naar de hellige Skribenter vil omtale Vedkommendes Værdighed enten som gammel
af Aar eller som en særlig moden og erfaren Kristen, medens Biskop eller Tilsyns-
mand benyttes, naar deres Virksomhed i Menigheden fremholdes. Det første skulde
altsaa betegne deres Værdighed og det sidste Virksotnheden· Man har ogsaa ment,
at Benævnelsen Bifkop, der var vel kjendt fra Grækernes Forretningsliv, især blev
brugt blandt Jøder og Hedninger, som forstod Græsk, medens Presbyter eller Ældste
klang bedre for Jødekristne, der var udgaaede fra Synagogerne, hvorfor det faldt
naturligst at benytte dette blandt disse. Forftanderne for de græske Menighederi
Filippi (Fil. 1, 1), Milet (Ap. Gj. 20, 28) Efefus (1 Tim. 3, 1 flg.) og paa
Kreta (Tit. 1, 7) kaldes Biskopper, medens disse i Jerusalem (Ap. Gj. 11, 30. 15,
2. 4. 6. 22. 23. 16, 4.) og paa andre Steder, hvor der især var Jødekristne (Ap.
Gj. l4, 23.) benævnes Ældste» Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at kristne
Forfattere lige fra Clemens Romanus til Hieronymus betragter og benytter disse
Ord som ensbetydende; den sidstnævnte skriver: ,,Ældste er det samme som Biskop,
og førend der ved Djævelens Indflydelse blev mange Partier i Kirkerne, ftyredes
disse af de Ældstes Raad-A

Den apostoliske Tids Ældste staar i Menighederne som deres »Forstandere i
Herren« (1 Thes. 5, 12; 1 Tim 5, 17.), de har Ledelsen inden sin Kreds og vaager
over Sjælene som de,-der skal gjøre Regnskab« (Heb. 13, 7. 17. 24·) og har
Tilsynet med Alt, hvad der angaar Menighederne, hvorfor det kræves, at de er
uftraffelige, aarvaagne, sindige, skikkelige (Ap. Gj. 20, 28; 1 Tim. 3, 2; Tit.
1, 7.). De er fremdeles Hyrder (Efs. 4, 11), der øver Sjælesorg (Thes. 5, 12.)
og optræder i Egenskab as Lærere, ,,som holder fast ved det sande Ord efter Under-
visningen, at de kan være mægtige til baade at formane ved den sunde Lærdom og
at overbevise dem, som sige imod«. (1 Tim. 3, 2. Tit. 1, 9.). Læreembedet var
dog ikke udelukkende og til enhver Tid forbeholdt dem; thi der staar: ,,De Ældste,
som er gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbeide
i Tale og i Lærdom«. (1 Tim. 5, 17.). Ved Siden af Presbytere, som ikke var
i Besiddelse af Læregaver, synes at være stillet særegne Lærere (Efs. 4, 11.). J
Kraft af det almindelige Præstedømme (1 Petr. 2, 9) havde dog ogsaa alle Kristne
Ret til i den apostoliske Tid at lære. Vi fer, at selv Moses ikke forbød Eldad og
Medad at profetere i Leiren, men tvertimod ønskede, at alt Herrens Folk var Pro-
feter (4 Mos. 11, 29.), og at Jesus afviste Disciplenes Anmodning om at nægte
en at uddrive Djævle i hans Navn, fordi han ikke fulgte med dem, idet han sagde:
,,Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit
Navn og kan snart derpaa tale ilde om mig. (Matth. 9, 38·). J samme Aand ytrer
og Paulus: ,,Jeg vikde, at J kunde alle tale med fremmede Tungemaal, men mere,
at J kunde profetere (l Kor. 14, 6.) og ,,udflukker ikke Aanden! Foragter ikke
Profetierl Prøver Alt, beholder det Gode! (1 Thes. 5, 19—21.). Ja Lærefriheden
straktes endog saa vidt, at Filippus’s fire Døtre profeterede, uden at det sees, at
nogen, selv ikke engang Paulus, hindrede dem deri. (Ap. Gj. 21, 9.). Det ligger
derfor nær at antage, at Apostelens bekjendte Forbud mod, at Kvinden talte, alene
gjaldt hendes offentlige Optræden ved Gudstjenesten. Senere da Uordener indsneg
sig, især ved Montanisternes Galskaber i det andet Aarhundrede, blev Lærefriheden
indskrænket, og Lægmandsvirksomheden inden Menigheden kom i Foragt. ·

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilkirhis/0080.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free