Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - Den første større Kristenforfølgelse under Nero
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den første større Kristenfvrfolgelse under Neto. 47
klart af, hvad der berettes om Forfølgelsen i Thessalonika. Da adskillige Jøder og
Proselyter havde taget Troen paa Jesus, blev ,,de vantro Jøder« ·nidkfcere og —for-
enede sig med ,,nogle slette Mennesker af Lediggjængere«. De griber derpaa flere
Kristne, fører dem frem for Øvrigheden og siger: ,,Disse, som oprører den hele Ver-
den, er og komne hid; alle disse handler mod Keiserens Befalinger og siger, at en
anden er Konge, nemlig Jesus«. Og de bragte Mængden og Stadens Øvrighed
som hørte det, i Forvirring« (Ap. Gj. 17, 5 flg). Det var altsaa ved at mis-
tænkeliggjøre de Kristne som Oprorere mod Øvrigheden og Keiseren, at det lykkedes
dem at fremkalde Forfølgelse At Hedningerne ogsaa paa egen Haand reiste sig mod
de Kriftne, sees af det Opløb, som Guldsmedene i Efesus fik istand mod Paulus
(Ap. Gj. 19, 26), fordi de frygtede, at Kristendommen skulde volde dem Tab
i deres Næringsvei.
Der gives flere Eksempler paa, at Romerne ikke var bange for at krænke
Loven og sætte igang Jødeforfølgelser. Da Jøder og Kristne betragtedes som samme
Surdeig, fik de sidste sin fulde Andel i Hadet.mod Joderne Da Paulus i Filippi
havde drevet ud en Spaadoms Aand af en Kvinde, og hendes Herrer derved led stort
Tab, slæbte de Paulus og Silas for Stadens Øverste og sagde: »Disse Mennesker,
som er Jøder, forvirrer aldeles vor Stad og forkynder Skikke, som det ikke er os
tilladt at antage eller øve«. Det lykkedes at opflamme Jødehadet, man rev Klæ-
derne af de to Apostle, hudstrog dem og kastede dem i Fasngsel (Ap· Gj. 16, 18
flg). Ogsaa i Rom havde de Kristne faaet erfare noget lignende. JAp. Gj. 18, 1
fortælles, at det troende jodiske 9-C«gtepar, Aqvilas og Priseilla, var kommet fra Jtalien
til Korinth, »fordi Keiser Claudius havde befalet alle Joder at forlade Rom«. Den
samme Begivenhed beretter den romerske Historie-skriver Svetonius saaledes: ,,Jøderne,
der under Ledelse af en vis Chrestus stadig gjorde Tumult, blev af Clandius fordrevne fra
Rom«. Der var nemlig opstaaet Stridigheder i Jødekvarteret hinsides Tiberfloden
om Jesus af Nazareth var Kristus, og disse blev saa heftige, at Øvrigheden maatte
blande sig deri. Da denne ikke forstod Striden, forviste Keiseren alle fra Rom, ikke
alene Jøderne, men ogsaa de Kristne; det varede dog ikke længe, før de fik vende til-
bage. — Før vi skildrer Kristenforfvlgelsen under Nerv, vil vi med et Par
Ord omtale en Begivenhed, som den romerske Historieskriver Tacitus med-
deler. Denne Forfatter beretter, at en adelig romersk Kvinde ved Navn Pomponia
Grcecina i Aaret 58 blev anklaget for ,,fremmed Overtro«. Da en af hendes Ven-
inder ved Rænker var bleven dræbt i Aaret 44, blev hun greben af et uafbrudt
Tungsind og bar Sørgedragt lige til sin Død, der indtraf 40 Aar senere. Hun
blev stævnet for Retten, men frikjendt. Det antages, at hun af Sorg over sin Ven-
indes Mord havde sluttet sig til Kristendommen. De alvorlige Kristnes Liv betrag-
tedes let af Datiden som en ,,uafbrudt Tungsindighed«. At denne Kvinde var en
Troende, bliver end mere sandsynligt derved, at man i vor Tid har fundet hendes
Familiegravsted i Katakomberne, ja endog opdaget en Gravsten, der bærer hendes
Navn som Jndskrift.
De foran anførte spredte Træk af de Kristnes Trængsler er dog for Jntet at
regne mod den Forfølgelse som rammede dem under Nerv.
Til denne romerske Keiser knyttedes der i hans Ungdom mange Forhaabninger. Han
eiede Betingelser for at blive noget Godt og Stort, og han syntes i Begyndelsen af
sin Regjering at skulle blive en mild og fredelig Hersker; men hans Udvikling tog
snart en sørgelig Retning: de gode Spirer kvaltes, og det Onde voksede hurtig frem,
saa han tilslut blev en af Menneskehedens Uhyrer, som ikke gysede tilbage for nogen
Forbrydelse Hans Vellyst og Fraadseri kjendte ingen Grændser paa samme Tid, som
han var lad, løgnagtig og lumsk samt blodtørstig som en Tiger. Den grusomme
Fyrste tvang sin berømte Lærer, Filosofen Seneca, til at begaa Selvmord, lod
k flere af sine Slægtninge myrde ja sparede endog ikke sin Hustru og sin egen Moder.
For at døve Samvittighedens Røst hengav han sig til de vildeste Udsvævelser og
3 alskens Daarskaber. Af en saadan Keiser kunde de Kristne kun vente sig onde Dage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
