Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - Kirkens Grundlæggelse og den første Menighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirkens Grundlæggelse og den første Menighed. 11
denne selvforglemmende Offervillighed vil dog altid for Kristi Kirke staa som et gribende
Vidnesbyrd om de første Kristnes selvforncegtende Kjærlighed og deres levende Tro.
Ved Siden af denne rige Kjærlighed var det eiendommeligt for de Troende,
at de hver Dag med endrægtig Jver besøgte Templet Her hørte de dels paa Apost-
lernes Undervisning, naar de optraadte og lærte i en eller anden Buegang og øvede
deres Missionsvirksomhed; dels deltog de sammen med de øvrige Jøder i deres
Gudstjeneste. De gav nøie Agt paa Bønnens Time, de bragte Gud sine Offere, de
holdt samvittighedsfuldt sine Løfter, de var strænge i at faste, de asholdt sig om-
hyggelig fra at nyde alt ,,Urent.« Ingen af dem udeblev, naar de øvrige Jsraels
Børn seirede sine Feste, eller naar Jerusalems Jndvaanere med Glæde og Jubel hilsede
sine Udsendinge fra Bygderne, der bragte Førstegrøden til Herrens Tempel. Jngen
var mere samvittighedsfulde til at følge de jvdiske Skikke end netop de første Kristne.
Men de var desuagtet noget andet end blot og bart Jøden »De brød Brødet i
Husene og nød Maaltidet med Fryd og Hjertets Enfoldighed, idet de lovede Gud.«
De havde sine særegne gudstjenstlige Sammenkomster i Husenez optraadte de i
Templet som Jøder, saa kom de her sammen som troende Kristne. Da der allerede
paa Pinsedagen blev 3000 »Troende«, saa ordnede man sig rimeligvis saaledes, at de
Kristne blev inddelte i visse Kredse, og at hver Kreds havde sin Sammenkomst i
sit bestemte Hus, idet vedkommende kristne Huseier overlod sin Bolig til Brug for de
der forsamlede Brødre
Ledelsen as den hele Menighed som af de enkelte Kredse tilfaldt selvfølgelig
Apostlerne, om hvem det udtrykkelig siges, at »de lærte i Husene« (Ap. Gj. 5,
42.) Men hermed er det dog ikke sagt, at der ved hver eneste Sammenkomst
var en Apostel tilstede. Foruden at der blev prædiket af Apostlerne i disse Møder,
nød man et ,,Maaltid med Fryd og Hjertets Ensoldighed«, og under dette Maaltid
brød man Brødet, idet man ,,lovede Gud.« Dette er den første Underretning,
man har om Maaden, hvorpaa den hellige Nadvere er bleven seiret inden Kirken.
Som Jesus samlede sig med sine Disciple til det sidste »Aftensmaaltid«, saaledes kom
ogsaa de første Kristne om Aftenen sammen for at nyde et fælles Kjærlighedsmaaltid,
som alle døbte Kristne uden Hensyn til Alder eller Stand deltog i, og hvortil de
mere formuende medbragte Levnetsmidler. Som Afslutning paa dette fælles Kjærlig-
hedsmaaltid ,,brød man Brødet«, det stadig brugte Udtryk i de apostoliske Skrifter
for at nyde Nadverden. Som man drak af det ene Bæger, saa aad man ogsaa af
det ene brudte Brød, og saaledes blev alle delagtige i den ene og samme Kristus.
Saavel Kjærlighedsmaaltidet som især Nydelsen af Nadverden var præget af dyb
Taknemmeligheds og Glædesfølelse. »De lovede Gud«, som vi læser i Ap. Gj. 2, 47.
Ja, de lovede ham for ,,Paaskelammet«, der var bleven ofret, for Forsoningen ved
Kristi Blod, for Frelsen fra den Trældom, der er uendelig værre end den i Ægypten.
Der staar fremdeles om de første Kristne, at de ,,havde Yndest hos alt Folket«.
Denne Yndest havde vel først og fremst sin Grund i deres samvittighedsfulde Iagt-
tagelse af Mose Lov, men vi tør heller ikke drage iTvil, at den var begrundet i deres
stille Vandel, deres rene Liv og opofrende Kjærlighed
Det er let at forstaa, at de Kristnes dobbelte Stilling som Medlemmer af to
Religionssamfund maatte give Anledning til mange Rivninger. Da Hedningerne be-
gyndte at banke paa Kirkens Dør, blev det Spørgsmaal snart brændende: Skal man
først lade dem omskjære og blive Jøder, eller skal man se bort fra ,,Mose Skikke«
(Ap. Gj. 6, l4) og døbe dem uden videre? Dette Spørgsmaal satte den ældste
Kirke i Brand i mange Aar, indtil endelig Apostelmødet i Jerusalem Aar 52 (Ap.
Gj. 15.) afgjorde Sagen, idet man stadfæstede Petrus’s og Paulus’s Fremgangsmaade og
fritog Kristne af hedensk Byrd fra at holde Mose Lov. Men hvor tungt, ja umuligt
det var for mange Jødekristne at opgive sine indgroede Forestillinger om, at Hed-
ningerne maatte omskjceres og blive Jøder for at kunne blive rette Kristne, det viser
sig paa talrige Steder i Paulus’s Historie Men netop denne Holdning hos de Jø-
dekristne gjør, at de mere og mere løsner sin Forbindelse med det store Kirkelegeme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
