Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rebekka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 2
Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.
fred, — kun ai hun nu er bleven bevidst, har hævet sig
op over Blomstens Naturliv og tillige over det dyriske
og vilde, — er hun nu hævet op til Menneskelighedens
Hoider ved et uforglemmeligt Indtryks underbare Magt.
Og paa denne stille Tinde feirer hun taus og ensom sin
Opvaagnen til alt menneskeligt stort, til det, som ser ud
over sig selv og foler al sin Kraft bunden af ideale
Magter.
Men Begjæret efter at rive Rosmer til sig og besidde
ham er derigjennem gaaet tilgrunde; hendes Livs Maal
og Indhold har forandret sig. Hvad hun for
lidenskabeligt ventede paa, haaber hun neppe længer; det loser sig
ganske op i det stille Vemod, med hvilket hun ydmygt
afventer, om Rosmer nogensinde vil naa frem til hende
over Graven i Møllefossen.
I et mesterligt Billede viser Expositionen i
Begyndelsen af første Akt hele Situationen paa Rosmersholm.
Rebekka sidder ved Vinduet, speidende med usikkert
Haab efter Rosmer, som kommer gaaende Molleveien
hjemover. Paa hendes Skjod ligger det næsten færdige
Uldsjal, som hun hækler paa. Og medens hun gjør det
færdigt, aner hun ikke, at hun den hele Tid, Maske for
Maske, arbeider paa sit eget Ligklæde. Et Symbol paa
hendes Livsarbeide. Allerede ser hun med tungt Hjerte,
at Rosmer heller ikke i Dag vover sig over
Mollefos-Kloppen; han gaar ovenom. Hele hans Væsen ligger i
denne Nølen: Tungsind og Ubeslutsomhed, Pietet og
grublerisk Frygt. Derfor stjæler det sig ogsaa sorgfuldt
over Rebekkas Læber: »Man hænger længe ved sine
Døde her paa Rosmersholm.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
