Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jagtprøver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V!
183
hundene i løbet af den sterkt begrænsede tid, der tilmaales hver
enkelt deltager. Der skal mere end menneskelig forstand til i alle
forefaldende tilfælde i løbet af 20 minutter eller en halv time at
kunne afsige en fuldt retfærdig dom og placere hunden paa dens
rette plads. Dette bør enhver deltager i prøven have
klart for sig paa forhaand. Dommeren bør, hvor føreren
ikke seiv indser det, anmode denne om i kritiske situationer at
lade hunden raade sig seiv og ikke bremse den ved tilraab eller paa
anden maade. Thi i sistnævnte tilfælde vi! sandsynligvis hundens
to næst vigtigste egenskaber (efter dens næse) nemlig dens in
telligens og erfaring, ikke kunne bedømmes. Og dette kan koste
den præmien!
De aller fleste førere er tilbøilige til at holde hunden tilbage
under en kritisk situation, idet de frygter for, at den skal begaa
en bommert. Dette ernaturligt og menneskeligt, men en saadan
forsigtighed fra førerens side gavner som regel ikke den hund,
hvormed han er ude efter æren og sølvtøiet!
Vi er meget uheldig stillet i Norden derved, at man overalt ofte
nødes til at tåge dommere, der siet ikke egner sig til dette arbeide.
Uden seiv at vide det begaar disse folk de største uretfærdigheder
ligeoverfor førere og hunde. De dømmer efter bedste overbevis
ning og nøie overveielse, men i sin ukyndighed ser de feil ved
træk af hunden, der i virkeligheden beviser dens overlegenhed.
Et par eksempler vil være nok.
Ved Norsk Kennelklubs prøve ved Fosheimsæter 1909 heder
det i dommerreferatet om en hund, der efter det samme referat havde
et overlegent søg og fandt en mængde vildt „stødte en rype". Dette
er øiensynligt skrevet foråt vise, at denne stødning maa regnes
som et minus. Men i virkeligheden var den episode, der knyttet
sig til denne enkelte stødning et bevis paa vedkommende hunds
overlegenhed! Dette lyder jo som et paradox, at stødning af fugl
skal regnes hunden andet end til last, men jeg skal give forklaring.
En rype letter fra det sted hvor hunden, skjult i vidjen, be
fandt sig, og vedkommende dommer (J. P
.) bemerket da til føre
ren: „dér stødte Deres hund en rype". Da vi kom frem til hun
den, viste det sig, at den havde fast stand for 8 ryper, som den
derpaa reiste paa befaling. Skjøndt den altsaa var kommet over
flokken i daarlig vind og uforvarende og derved stødte en fugl,
havde den forstaaet at braastanse og havde bragt den øvrige flok
til at blive liggende; med andre ord hunden havde vist, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
