Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om vildtets tæft og hundens lugtesans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
bassinet, som desuden var skjult for dem ved en høi og meget tæt
hæk. Saa blev bassinet tømt, og jorden omkring omhyggelig revet,
men i fjorten dage viste sig ikke et eneste spor af fasanfod. Paany
fyldtes bassinet, og straks efter kom en fasan, ogsaa denne gang en
høne, gaaende i lige linie og dråk af våndet, og vendte samme vei
tilbage. Heraf slutter R., at fuglen har kunnet lugte våndet i en
afstand af 180 meter. Men er det ikke tænkelig, at dyrene har en
speciel sans, der sætter dem istand til at maale luftens fugtigheds
grad med uhyre nøiagtighed. Og at denne sans intet har med selve
lugtesansen at bestille? Raspail strøet korn ud i en lysning i sin
park; det var meget koldt og sne. En dag opdaget han tre raphøns
ved kornet. Man saa af sporene i sneen, at de var kommet tilfods,
tidligere havde man ikke set aftryk af denne slags fugles fod i
parken. De havde gaaet den lige vei fra marken over en vold ind
til kornet. R. mener, at de var ledet af lugten, thi havde de op
daget maden i flugten, vilde de straks være slaat ned paa det ud
strøede korn. Om meiserne anføres, at de i lang afstand lugter sin
yndlingsspise (talg, schweitzerost). R. lagde denne slags ost i til
dækkede fælder, hvori han vilde fange katte og pindsvin, men der
kom ogsaa flere talgmeiser i fælderne.
Seiv har jeg et lukket ishus, der i form af en stensat brønd
ligger nedgravet i jorden. Endel bekkasiner var henlagt paa isen
flere meter dybt i brønden. Døren var fast tillukket, .og der var
ingen anden adgang end nogle smaa lufthuller indunder tagskjegget;
men alligevel havde nogle talgmeiser fundet vei ind foråt hakke
fedt ud af bekkasinernes bryst. Et par meiser fløi op, da døren blev
aabnet.
En dag saa prof. Raspail nogle skjærer (skader) ivrig hakke i
jorden og opdaget ved eftersyn talrige smaa huller, som fuglene
havde lavet. Ved at grave fandt han saa en hel koloni oldenborrelar
ver, og han mener, at skjærene her har ladet sig lede af sin lugtesans.
Dette er jeg dog siet ikke overbevist om. Fuglene kan ha’ set
et firefodet dyr snuse til stedet og har straks forstaaet, at her var
„mad for Mons".
Medens altsaa professor Raspail udstyrer fuglene med en over
ordentlig skarp lugtesans, frakjender en anden bekjendt zoolog, den
tyske professor C. Hess, dem denne evne og mener, at fuglene
(ialfald de arter, han har eksperimenteret med) udelukkende lader
sig lede af sit syn, nåar de søger sin føde! Han siger, at f. eks.
en tam høne ikke rører et eneste korn, der er strøet ud, hvis den
befinder sig i bælgmørke, seiv om den er helt udhungret. H. strøet
ud hvedekorn og holdt en stang saadan, at den kastet sterk skygge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
