Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Roskilde-Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
13
Steffens var altid glad, naar Turen kom til ham, og ofte
paatog han sig det for en anden. Naar han da en tidlig
Vintermorgen stod i det høje Kor og saa’ ned ad den
lange Gang, hvilede et natligt Mørke over det store Rum.
Kun hist og her sad en andægtig med et Lys for sig.
Kirken gjorde et betagende Indtryk paa ham, det var ham,
som traadte Fortidens Skikkelser ham levende i Møde. Og
naar han saa hævede sin klare, barnlige Stemme med
Bønnens Ord, da blev han dybt greben, Taarerne strømmede
ned ad hans Kinder, og i en underlig, vemodig Stemning
forlod han Kirken.
Skolen, som den dengang var, kunde ikke drage de
unge til Livets rette Kildevæld, til Samfundet med Herren,
men maatte snarere drive derfra. Men Steffens havde den
Lykke at eje en Moder, som gjennem sit tunge Svagheds
Kors havde fundet Herren, og alt eftersom hendes udvortes
Menneske Dag for Dag tabte sig, saa fornyedes det
indvortes. Kunde hun end i sin Svaghed kun beskjæftige sig
lidet med Børnene, saa følte de dog Moderkjærligheden og
fik Indtryk af et Liv i Gud. Henrik var hendes Yndling,
skjøndt han blandt alle Børnene mest lignede Faderen 1).
Det havde altid været hendes Haab, at han skulde vie sit
Liv til Guds Tjeneste som Præst. Da hun et Par Gange
var saa betænkelig syg, at man formodede hendes
Opløsningstime nær, og hele Familien var samlet om hendes
Sygeleje for at høre hendes sidste Farvel, da vendte hun
sig særlig til Henrik, indviede ham til Herrens Tjeneste og
lyste Velsignelse over ham. Hvor greb ikke disse Timer
Drengens Hjærte og knyttede ham endnu fastere til
Moderen. Fra den Tid af kom han endnu oftere end før
ind til hende, og deres Hjærter aabnedes med fuld
Fortrolighed for hinanden. Han udøste sine Tanker, sine
Haab, sine Tvivl for hende; hun forstod at gaa ind i ham,
1) – Hans Fortrin, men desværre ogsaa hans Fejl er kun altfor
afgjort bleven min Arv. Jeg skal blandt samtlige Børn være ham
mest lig. — Steffens: Wie ich wieder Lutheraner wurde S. 22.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
