Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
man kunde se ham ind i Øjnene, der, som det
forekommer mig, er af en mærkværdig Art."
Ynglingen rødmede, da han ved disse Sofokles’s
Ord saa Alles Blikke rettede paa sig. Men
Digteren smilede ad Ynglingens Forlegenhed og
ud-raabte med en gammel Digter:
„Hvor straaler ej paa Purpurkinder
Eros’ Lys!"
„Hvad siger du til dette Vers af Frynikos?"
Hvorledes synes du om Purpurkinderne?"
..Jeg s}7nes ikke om dem," svarede Ynglingen,
der hurtig havde faaet sin Fatning tilbage. „Det
forekommer mig, at Poeterne i deres Vers priser
Ting, som de i Virkeligheden slet ikke vilde finde
skjønne. Jeg tror, at en Kind, der var malet med
virkeligt Purpur, vilde være hæslig."
„Hvad?" raabte Sofoklos; „saa vil du vel
heller ikke lade Eos’s Rosenfingre hos Homer
gjælde?"
..Paa ingen Maade!" svarede den unge Slave.
„Hvis mine Fingre var røde som Roser, saa vilde
Perikles, min Herre, tro, at jeg havde rørt ved
en Purpurmusling, og befale mig at vaske mine
Hænder."
„Gid dog blot alle gnavne Kunstdommere var
Slaver ligesom du!" udraabte Sofokles. Men leende
drillede Perikles ham med, at han nu endelig som
Poet havde fundet sin Dommer.
Mange spøgende Ord faldt saaledes, Blikke,
hvori Dionysos’s Ild blussede, fløj frem og tilbage, og
lidt efter lidt æggede de usynlig omkringsvævende
Kjærlighedsguder den gjensidige Skinsyge til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
