Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
øde Hede skinnede der et lille blankt Kær med
gylden Spejlglans.
Langt borte glammede der en stor Hund truende.
Ellers var det stille.
Henrik stod og så udover i en uendelig lang
Tid. Og Lyset og Mørket, Jorden og Himlen gled
ind i ham og gemte sig i ham, og han videde sig
ud og omfattede det altsammen.
Det var i hans Sjæl, at de stivnende mørke
Muldmarker bredte sig, at den sortnende Lynghede
gik langt ind i Skyggerne, og at det lille Kær
skinnede med sit gyldne Spejl.
Og i hans Sjæl var det, at blåsorte, sønder-
revne Skyer sejlede langt bort over Himlens fjærne
Dyb af gult Lys.
Og han lyttede med sin Sjæls Øren.
Og langt borte fra klang der en Tone. Rig
og rund sprang den frem af Uendelighedens Dyb;
stigende og svulmende drog den hen over Hedens
Skyggeland og Kærets Guldspejl og de sorte Marker,
og den fyldte ham med sin levende Herlighed.
Men flere og flere Toner kom dragende, og de
mødtes, og de brødes, og det blev et brusende Hav,
en vældig Brænding af Tone mod Tone. Mørke,
bjærgtunge Tonebølger væltede sig over hinanden
i brølende Vrede, og de knuste hinanden, og det
gungrede i Dybet, og der steg nye Bølger. Men
højt over dem fløj andre Toner, et hvidt, regnbue-
farvet Toneskum.
Det bar og bruste, det sang og løftede. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
