Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 117 —
ftcerkeste Udtryk i Kanvas’ Suk og Sakuntala’s Formaning (S. 55), er
dulmet ved hans sidste rolige Ord (V. 97), troeffer man i femte Optrin
Kongen deelt imellem Hoffets Forlystelser og Forretninger; netop da en
længselsfuld Erindring som fra det forrige Liv farer hans Sjcel forbi (V. 99),
trcrder Kammersvenden ind for at melde Eneboerne med Sakuntala. Kongen
modtager dem med LErbodighed, men han begriber ikke deres Hilsen fra
Kanvas; han husker hverken Ringen eller Lovhytten; Eneboerne fordomme
ham, og Sakuntala fortvivler. Derefter folger den hoist naturtroe Scene
mellem Fiskeren og Rettens Folk, og i nceste Optrin en Blomsteroffring,
meget forskjellig fra Eneboerindernes. Men for man erfarer, hvorledes
Synet af den skæbnesvangre Ring har vakt Kongen til Anger og Fortvivlelse,
bliver man gjennem en speidende ApsaraS bestyrket i den Ahnelse om et
lykkeligt Udfald, som man maatte fatte, saasnart „Gj’enkj’endelsenS" Ring
blev navnet. Dusj’antaS selv veed af intet Haab. Han seer igjen Sakuntala
forfulgt af Bien; Synet forsvinder; han vender sig til sine Kongepligter, og
den Sag, hvori han skal domme, gjoelder en barnlos Mand. Da endelig
Sorg og Anger har bedovet ham, maa han forst tirres vaagen (jfr. V.
158) for at blive stikket til at stride for Gudernes Sag. Efterat han som
seirrig Helt er dalet ned gjennem Himlens Skyer, trceder han anden Gang
ind i et helligt Enebo, hvor han trceffer den overgivne Dreng og lidt
efter lidt — forvisses om, at det er hans egen Son. Idet nu ProvelsenS
Tid er tilende og DusjantaS bliver gjenforenet med Sakuntala, aabneS til-
lige Udsigten til PurnstammenS Forherligelse ved deres Son Bharatas (V.
192), der blev en af Indiens beromteste Konger.
At KalidasaS har opfundet disse og de mange lignende Trcek med al
den Bevidsthed, en Kunstner kan have om sit Arbeide, er ligesaa oiensynligt,
som at han derved har tilveiebragt en naturlig Forbindelse og Ligevcegt imel-
lem Digtets Bestanddele. Han havde den Lykke at leve paa en Tid, da
Kunsten stod i Vexelvirkning med Kunstlæren og forcedledeS ved den uden at
hemmeS i sin frie Flugt, som senere skete. Kun i sjette Optrin, i Skil-
dringen af Kongens Anger, spores den indiske Theori om Stemningens
Eenhed, og det er neppe uden en Folelse af det Abstraete i sin Hovedopgave,
at Digteren her igjen indforer Stykkets eomiske Person. Men naar vi ogsaa
i Begyndelsen og Slutningen af fyvende Optrin fole en vis Tomhed, har
dette sin Grund i, at vi som Fremmede behove lcerde Oplysninger for blot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
