Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
havde nylig været her og havde rystet betænkelig paa
Hovedet. Mina havde blegnende skjult sit Ansigt, og Rikkes øjne
løb over. Med et smerteligt Smil bøjede Anton sig over de
hulde Piger og ilede ud i den høstlige Natur. »Egentlig er
min Sygdom en unaturlig Spænding«, sagde han ved sig selv;
»men denne Spænding er saa voldsom, griber saa dybt ind i
min Tilværelse, at jeg maa ?aa under.« Da tænkce han
med Et paa den kjære Rejsefælle, Baron Rosenholm, og det
forekom ham, som denne alene maatte formaa at
borttage hans indre, kvælende Smerte. »Jeg maa til ham!«
udbrød han højt, og glædede sig over, at han endnu
havde Kraft nok til en bestemt Ytring af Viljen. Da
blev paa engang en Tummel i Gaarden. Han blev
opmærksom, og nu lød den gamle Vens bekjendte Stemme i hans
øre. Med to Spring var han ude af Haven og i Rosenholms
Arme. Hvilken Overraskelse! »Du her! og det uden at vi
have faaet en eneste liden Stavelse derom.« — »Tusinde Gange
velkommen, Hr. Baron«, sagde Falster med en Inderlighed
og Rørelse, som ordentlig blev paafaldende for Anton, midt i
hans Glæde over Vennens Komme. Endnu mere forundret blev
han ved at se, hvorledes Mina og Rikke vexelvis trykkede
Rosenholms Haand, ligesom et gammelt Bekjendtskab skulde
fornyes. Man gik ind i Stuen. Den Rejsendes Lune indtog
Familien, og Anton, som i sin Glæde næsten ganske havde
bemægtiget sig Samtalen var af Udseende, Stemme og Væsen
saa rask, at Rosenholm med glad Forundring spurgte, hvor
den Sygelighed og Svækkelse var bleven af, som han i sine
Breve endnu bestandig havde klaget over.
Grunden til Baronens Ankomst og til Familiens
Fortrolighed imod ham var den, at den gamle Falster, da Lægen
alt værre og værre rystede paa Hovedet, havde skrevet til
Rosenholm og bedet om Oplysning om Sønnens Sygdom.
Denne havde med Bekymring for sin Ven skrevet tilbage, at
han snarest muligt selv vilde komme, og da mundtlig sige
dem, hvad han vidste, og paa alle Maader stræbe at
opmuntre Anton. Førend nogen havde ventet det, ankom han
virkelig, og des større blev Glæden.
Næste Morgen Klokken halv otte var efter Sædvane
Familien samlet; denne Gang i ængstlig Forventning.
Baronen traadte ned med sin Pibe. Anton sov som sædvanlig.
»For os Alle«, begyndte Rosenholm efter Morgenhilsenen, »er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
