Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
»Sven kan kjøre mig og begge de Smaa. Han maa tage
begge Hestene og Langvogn, saa faar jeg vore Klæder med
det samme med mig. Det er bedst at komme afsted i Morgen
tidlig, saa naar vi frem til Brøter paa Løverdag«.
Dette Svar, denne tørre, kolde Beregning, bragte
Mennesket ej alene til at studse, men — hvor underlig er det
menneskelige Sind! fornærmede ham endog. »Er det Dig saadan
en let Sag at forlade mig, Tone! Det havde jeg ikke troet
oin Dig! Da har det kostet mig mere, end nødvendigt var,
at sige Dig det, som Du tager saa let«.
Tone værdigede ikke den Troløse noget Svar, og hans
Blik løftede sig ikke saa højt fra Gulvet, at han kunde se
hendes kalkhvide Ansigt, Ak, hun fik ikke engang Lov til
strax at ile fra sin Lykkes Morder og skjule sin Harme og
Smerte ved den gamle Faders Bryst! Endnu fordredes der
bitre Offere af hende, og først efter et Møde hos Presten og
i Forligelseskommissionen blev hun og hendes Børn overladte
til den Bestemmelse, Tone havde taget fra det første Øjeblik
af, da hun havde hørt de utrolige Ord. Jakobs ligegyldige
Behandling af Børnene gjorde dem Afskeden let fra Far; og
om dens Varighed havde de naturligvis ingen Ide. I
Moderens Øje stod ingen Taare; derfor græd de heller ikke stort.
Hendes Bevidsthed, hendes ædle Stolthed holdt hende oppe i
al den Tid, hun maatte se ham, følge ham til Øvrigheden og
besvare Spørgsmaale, som vilde sønderrive hendes Sjæl Hun
besvarede dem med Fasthed; hun gav sin Mand Ret; hun
forsikrede, at det nu var hendes Vilje for stedse at skilles fra
ham; at hun nu ikke mere kunde udholde at leve med ham.
Ingen Beskyldning eller Bebrejdelse fulgte med denne faste
Erklæring Jakob kunde ikke ønsket sig den bedre, og dog
— truedes hans Bryst med at sprænges ved hvert Ord,
hun talte.
Dog vi ville ikke dvæle ved dette oprørende Tidspunkt.
»Afsted, afsted!« var Tones første Ord til sin gamle Ven,
Sven, da han svælgende Graaden løftede den yngste Gut op
paa Moderens Skjød. »Afsted!« gjentog hun, da han
dvælede ved den sidste Grind, der hørte til Splithaugens Udmark.
Siden skyndte hun ikke mere paa Hestene. Hun lod ham
kjøre, som han vilde. Hendes eneste Syslen og Omsorg gjaldt
de Smaa; dem tildækkede hun for Morgenluften, dem sørgede
hun for med Melk og Brød.–-Da Tone havde udgrædt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
