Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
379*
jeg tydelig høre igjennem den susende, regnsvangre Vind.
Siden var det mig umuligt at forstaa noget, hvoraf jeg kunde
udbringe Sammenhæng. Desmere heftede sig mi i
Opmærksomhed paa den Kappeklædte, der snart ligesom indsugede
Prestens Ord med sine Læber, snart krøb sammen, som om
Talen havde Braadde, der saarede ham, snart igjen tilhyllede
sit Ansigt med Slaget af det vide Klædebon. Talen selv
kunde jeg som sagt ikke høre; men at den greb de
Omstaaende, var øjensynligt, og det forekom mig, som ogsaa Taleren
var stærkt bevæget og begejstret. Paa det lydeligen udtalte
Amen! fulgte den sædvanlige stumme Bøn bag Hattene;
derefter gik den gamle Mand med et Barn ved hver Haand hen
til Gravranden og tilhviskede den Afdøde det sidste Farvel.
Lige over for ham stod den Kappeklædte; men kun et
Øjeblik. Derpaa vendte han sig hurtig, ilede tvers over
Kirkegaarden og slyngede sig over Gjerdet. Idet jeg bøjede om
Kirkegaardshjørnet og standsede for at staa af Kariolen og
træde Rask i Møde, fandt jeg den hele Gruppe, som jeg troede
havde faaet adspredt sig, at staa omkring Presten og, snart
den ene, snart den anden, at trykke hans Haand og takke ham.
»Kjære Far«, sagde den gamle Mand, »kan I nu ikke
føje mig i den Sag. Det er ikke hverken til Kortspil eller
til anden Adspredelse, jeg byder Jer; og der følger ingen
hjem uden mine nærmeste Naboer. Men jeg vilde saa gjerne
tale med Eder baade om mine stakkels Smaa og om Andet«.
»Min snille, oprigtige Knud, hvor kan jeg negte Eder slig
en Begjæring, skjønt jeg just ikke havde beredt mig paa at
være hjemmefra i Dag. Men I maa være saa god at sende
et lidet Bud til Prestegaarden og sige min Kone, at jeg rejser
med Eder«. Dertil blev naturligvis øjeblikkelig gjort
Anstalter, og da Regnen med et begyndte at gaa over fra et
Pianissimo til et Forte, skyndte Manden sig at kaste sig i
Kariolen og spænde Paraplyen over sig. Det havde naturligvis
beroet paa mig, om den gode Knuds Anmodning var bleven
afslaaen eller endog, om det allerede givne Løfte var blevet
taget tilbage; — eller jeg havde vel ogsaa tilvendt mig en
høflig Indbydelse til at gjøre ’n Far Følge. Men da man
nu engang ønskede Presten og ikke hans fremmede Ven, og
da Rask virkelig syntes gjerne at opfylde den gamle Mands
Ønske, saa fandt jeg det mest passende at holde mig i Bag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
