Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3o6
en god Stund. Ja, det vil naturligvis kun sige, fra den Tid,
jeg blev Dem var der borte ved Ledet. Snart skulde man
falde paa, at det Forbigangne havde hos Dem ligesom hos
Poeterne bemægtiget sig al Interesse, ogsaa paa det
Nærværendes Bekostning«.
»Ak, Frøken! Om det saa kun var af Taknemmelighed,
saa maatte jeg jo dvæle ved den forbigangne Tid, den jeg
skylder alt i den nærværende, ogsaa den Lykke at staa her
ikke som den aldeles Fremmede«. Han gjorde en forbindtlig
Bøjning, og Henriette rødmede.
»Hvor mange Aar er det, siden De forlod os, Bolten?«
»Netop halvanden Aartier, Frøken«.
»De har oplevet meget i disse femten Aar; vi have ikke
havt Lejlighed til at skjelne den ene Dag fra den anden, saa
ensformig løb og løber vort Liv hen«.
»O, denne lykkelige Ensformighed! hvor længes jeg efter
igjen at opnaa den! Det var jo latterligt, kjære Frøken, om
jeg i anden end subjektiv Henseende vilde tillægge mit Liv
nogen mærkelig Afvexling«.
»Da De rejste herfra? —« opfordrede Henriette ham
venlig.
»— Var jeg først ret paa Vejen til at indse, hvad
Forskjellen imellem min graa Vadmelstrøje og mine snille
Barndomsvenners brune Klædesjakker havde at betyde. Men det varede
ikke længe efter, førend min Skjæbne vendte en anden Side
ud. Tilgiv mig, naar jeg iler forbi disse Aar, i hvilke min
Velgjører maatte friste den Skjæbne at miste nu en, nu en
anden af sine Børn, og at jeg ikke fortæller Dem, hvorledes
ethvert af disse sørgelige Tilfælde bragte mig nærmere til den
Gamles Hjerte. Mit Skoleliv var kort, og jeg overraskede
min Velgjører med den Efterretning, at man havde fundet
mig moden til Universitetet, da den gamle Mand neppe havde
vidst, at jeg deltog i Undervisningen ogsaa i de saa kaldte
lærde Sprog. Med velvillig Gavmildhed udsendte han mig
fra Hjemmet, hvor hans eneste tilbageblevne Søn førte et
sygeligt og næsten uvirksomt Liv«.
»Da begyndte Deres Onkel, Presten Hussing, at omtale
Dem for os; og De kan tro, det var med en Art hemmelig
Triumf, vi hørte Lovtalerne over vor Barndomsven«.
Dette »Vi« var vistnok at oversætte med »Jeg«. Men
da det bragte Bolten til anden eller tredje Gang i Samtalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
