Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
dre om, hvad dette Skuespil kostede ham at opføre. Maaned
fulgte paa Maaned, uden at den kjære Søn lod høre fra sig,
og Plöck forsømte ingen Lejlighed til at kalde ham hjem.
Det var aldeles nødvendigt at holde den uskyldige Tomine
borte, indtil Gustav var kommen og alt kunne udføres med et
eneste raskt Ryk i Traadene. Imidlertid forsømte Moder Plöck
ikke ved hemmelige Breve at styrke Pigen imod den danske
Families Overtalelser. Snart havde Agenten sagt et, snart et
andet Ord, hvoraf det lod sig vente« o. s. v.
Da den unge Mand i Korthed havde bibragt mig denne
Underretning, der saa temmelig stemte overens med mine
Formodninger, fulgte jeg ham over for ogsaa at bidrage mit
til, at de sidste Scener skulde finde Sted uden
Uvedkommendes Mistanke. En Fremmed kan give et umistænkeligt Raad
ved en saadan Lejlighed. Saaledes paastod jeg, at man burde
lægge det gamle Legeme uafklædt i Kisten, og siden, at den
strax maatte slaaes til.
Samvittigheden syntes undertiden at være omtrent det
samme som Frygt, for en overhængende Fare som Følge af
Ens Handlemaade. Naar Faren er over, er Samvittigheden
rolig. Kun den unge, elskværdige Tomine Plöck kunde først
sent overvinde det Uhyggelige i den Maade, hvorpaa hun
havde fundet sin Lykke. — Hvor disse Folk (jeg har af gode
Grunde ændret lidt paa Navnene) for Tiden opholde sig, er
maaske en og anden af Selskabet bekjendt. Det vilde være
mindre delikat af mig, om jeg uden Skaansel paapegede dem.
Hvad Maleriet paa Rammen angaar, da tager jeg mig
den Frihed, at gjøre en Konjektur. Maaske have disse gamle
Vindues-Rammer i sin Tid tilhørt salig Thoms. De have
staaet i min Nabo, den tyske Portrætmalers Værelse, og han
har følt samme Nysgjerrighed og Interesse som jeg ved at se
den stilfærdige Gjenbo i den rudede Sloprok og den store
Nathue staa der lige over i Vinduet hver evige Morgen. En
Dag har han havt Griffelen i Haanden, just idet Agentens
Skikkelse viste sig for det aabne Vindu. Hvad mere? Han
vender Rammen paa Bagsiden og gjør smilende sit Udkast.
Det er kun en Konjektur, mine Damer og Herrer. Men den
synes mig ikke saa urimelig.
En Fortæller kan vel neppe ønske sig en veltalende
Ytring af Tilfredshed. Den lange Pause i Selskabet udtrykker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
