Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
»Han er i dette Øjeblik paa Toldboden; men vær saa
god at følge ind med, Tanning. Han vil nok strax være her«.
De stode ved Haveporten. »Maa jeg vise Dem mit
Orangeri?«
Villig traadte Presten ind. Under Vandringen i den
store Have faldt Samtalen paa Loft. Med den Tilbøjelighed,
vi have, til for ligesom at formilde en fraværende Vens Fejl
at berøre den for andre, klagede Juliane over den ’Raahed,
hun nu mere end før syntes at bemærke hos Loft. Tanning
paatog sig hans Forsvar og det med Varme.
»Vi maa ikke maale noget andet Menneske end os selv
med vor egen Maalestok, kjære Frøken; han skal maales med
sin egen. De elsker en ung, flink Søkriger med Hoved og
Hjerte. Han skal ikke bedømmes efter en Prototyp for en
Statsmand, en Handelsmand eller en Skolelærer. Mener De
ikke, denne Anskuelse er rigtig?«
»De staar Dem vel ved Anskuelsen, Tanning; De viser
Dem nu ligesom altid som en sand Prest. Loft har ikke
fortjent Deres kjærlige Forsvar af Dem«.
»Tror De, jeg skulde være vred paa ham, fordi han
vilde min lange Kjole til Livs, gode Juliane? Nej, naar jeg
var saa ensidig, saa fortjente jeg virkelig at ansees af ham for
en stor Pedant«.
Juliane slog Øjnene forlegen til Jorden. Med dette
Prædikat havde Løjtnanten jo netop betegnet sin vakre Forsvarer.
Han tabte ikke lidet i dette Øjeblik hos hende.
»Siden vi nu engang ere komne ud paa dette Kapitel«,
vedblev Tanning efter en Pause, »saa tillad mig at benytte
den Fortrolighed, jeg som Deres Ven tror at turde tage.
Skulde De ikke være paa Vejen til at komme i et vist
uheldigt Misforhold med Deres Kjæreste? Og var det saa, mon
De da selv ikke vilde have den største Skyld deri? Jeg taler
saa meget desto aabenhjertigere, fordi ogsaa jeg føler, at jeg
med Hensyn til min kjære Ursula trænger til Paamindelse.
Vi ere nok begge omtrent i samme Stilling til vore Kjærester.
Vi betragte nemlig begge mange Ting fra et strengere
Synspunkt end andre og navnligen end vore to Kjære. Skulle vi
ikke love hinanden at give mere efter, at paalægge dem
mindre Tvang ved at vise større Deltagelse i deres muntrere
Stemning?«
»Jeg er ikke saaledes Herre over mig selv, som De, min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
