Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
at smile venlig dertil; thi Juliane har fuldkommen Ret:
Kvindens første udvortes Egenskab er Blidhed«.
Min Moder blev saare forskrækket over denne uventede
Tilstaaelse. Hendes Bevægelse var saa stor, at Ursula förtrød
at have tilfredsstillet sin Egenkj ærlighed ved det pathetiske
Udbrud; thi hun stræbte at formilde de engang undslupne Ord.
Nogle Dage derefter syntes Aasille at have glemt den
Venlighed, hun paastod at have vænnet sig til. Selskabet,
som var forøget med et Par Fruentimmer af Nabolaget, sad
i Fortrolighed omkring det afdækkede Aftensbord og morede
sig med at opgive eller recensere Gaader og Charader.
»Der er flere Love for en saadan liden Tingest, end man
just falder paa«, sagde Inspektøren. »Deriblandt er ogsaa en,
som manglede Hr. Pastorens nylig: den maa være tilgjængelig
for Skarpsindigheden uden at grunde sig paa en maaske kun
af faa erhvervet Kundskab om dens Gjenstand. Hvor
urimelig er f. Ex. ikke den af Samson fremsatte Gaade om det Søde
og det Stærke, hvis Opløsning nødvendig forudsatte, at man
vidste Sammenhængen mellem Honningen og Løven!«
»Ja, saadanne Gaader kan jeg snart gjøre«, sagde Aasille
og fremsatte spøgende en mørk Tale, hvortil alene min Moder
kunde have Nøglen. Spøgen blev fortsat, og Juliane opgav i
sin Tur: »Hvad heder den sidst bekransede Digter?«
»Den Gaade er fortræffelig«, sagde Ursula. »Jeg vedder
Verden paa, at kun jeg kan løse den«.
»Naa, saa giv os Opløsningen!« tog Inspektøren Ordet;
»det er jo givet, at vi andre ikke kunne være med«.
»Det er saamænd Schiller. Vi to pyntede op i Lysthuset,
da I andre vare ude ved Bryggen, og da hængte jeg en Krans
om hans Portræt.
»Fejl gjettet! Verden er min!« svarede Juliane smilende,
idet hun drejede Presten om paa Stolen. Rundt om hans
Krave laa en i Hast udklippet Papirkrans. Tanning blev rød,
da man vidste ham den, og Ursula sprang opbragt op fra Stolen.
»Det maa jeg sige, den Opløsning var uventet! Honningen
er meget frisk; men jeg vidste heller ikke, at Hr. Tanning
var Løven?«
»Ja, dersom Du nu ogsaa kan bevise, at Presten er Poet«,
sagde Dahl, »saa har jo Gaaden sin Rigtighed«.
Formodentlig var det Aasilles barnagtige Vrede, der
eg-gede Juliane til at vedblive sit Drilleri. »Jeg er just i Besid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
