Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i45
traadte det fædrene Hus. Iraedens mangt Sammenstød havde
givet hans Karakteer en Retning, der maaske snarere
fortjente Navn af bizar Strenghed end mandig Fasthed, var en
betydelig Forandring foregaaen med det udannede
Naturmenneske, som inden Rills mørke Vægge tilbagelagde de
modnere Pigeaar. Den Gamles paatrængende Venlighed, den
trykkende Ensomhed, det hede Blod — forenede sig imod
hendes Uskyldighed, og hun var bleven det sørgelige Offer
for hans Sandselighed. Nag og Foragt afvexlede med vild
Lidenskab i den Ulykkeliges Hjerte.
Da kommer den unge Rill tilbage. Han træder frem i
mandig Fylde; Kjærlighed luer i det Blik, hvormed han
hilser sin Elskede. Hun bæver for den Afgrund, hvori hun er
nedstyrtet. Endnu synes hendes Forhold at være skjult for
Verden; endnu tør hun ved en i det mindste borgerlig
Forbrydelse tænke sig lykkelig i hans Arme. Men hvorledes
lader den Gamle sig overtale? Jeg overlader til Dem selv at
udmale Gangen i Pigens Følelser og Forsætter og fører den
Fortvilede hen for Faderens Leje hin Nat, da hans Livslys
slukkedes. Iblandt den gamle Sømands Sager fandtes et Glas
venetiansk forgiftet Viololje, som han ofte viste og
omhyggelig gjemte. Giften var allerede udstrømmet i den Ske,
hvormed den Ulykkelige skulde række ham Medicinen. Den
bedøvende Violduft opfyldte Værelset, og Indholdet brandt alt
i hans Hjerte. Halv bevidst sin Udaad sad hun i
Samvittighedens Helvedluer og hørte den Dødes Rallen.
Rill var bleven længe ude; bleg og forstyrret traadte han
ind i Værelset; thi en grusom Ven havde sammentrykt hans
Himmel, idet han aabnede sit glade Hjerte for
Barndomskammeraten.
Hvilken Scene, da han traadte ind! da han som en
Fortabt kastede sit Blik paa den sønderknuste Pige og et andet
paa den Døende, hvis sidste Mordraab stivnede hver Aare i
hans blødende Bryst! Havde jeg havt Tid til at udmale
hans Karakter, hvis haarde Bestemthed jeg kun har antydet,
vilde De let have kunnet gaa ind i den Beslutning, han med
den rolige Kulde, Fortvilelsen frembringer, fattede. Med
ubøjelig Strenghed nedstødte han Forbrydersken i den
Afdeling, De har beskrevet os, og satte sig stille hen ved den
Dødes Leje. Daglig nedsænkede han, døvende sit Hjerte
mod Pigens Klager, Føde gjennem hin Lem fra Pakkamme-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
