Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i36
sit Punscheglas hen imod mit. Jeg tilstod undskyldende min
Adspredelse, at jeg virkelig havde tabt mig i Erindringen om
en Begivenhed fra mine Barne-Aar, af hvilken der maaske
lod sig danne en liden Fortælling. Man opfordrede mig til
at meddele mit Drømmesyn, og jeg kunde ikke afslaa
Selskabet dets enstemmige Begjæring — men tog saaledes til Orde.
»Dersom De vente at faa en Novelle at høre fix og
færdig, mine Venner, saa gjøre de Dem selv og mig Uret
ved en Forventning, som ej vil vorde opfyldt. Det er kun
et formentligt Stof til en Novelle, jeg har at meddele, — et
Stof, som jeg har optaget aldeles passiv i min Erindring, og
som, hvis det en Gang lykkes mig at bearbejde det, vist
trænger til megen Understøttelse af den skabende Fantasi.
Altsaa til Sagen!
»I en af Norges vakreste Smaabyer henlevede jeg de
lystige Drenge-Aar. Elven skrider stærk men uden Bølger
ned igjennem den venlige Række af mestendels hvidmalede
Bygninger, der dog halv beskygges af den Rad Søboder, som
krandse Bredderne. Det travle Handelsliv og den glade
Sø-mandstummel opliver Øst- og Vestsiden af Byen. En vis fin
Kultur fra de hvide Bygningers Beboere løber saa venlig
sammen med Søgutternes frie Livlighed, at den paa
Menneskelivet forstandige Iagttager maa yde dette Sted sit udelte
Bifald, men den lykkelige, uerfarne Barnealder, ubevidst i sit
jublende Glædesliv, give hint Bifald en inderlig Styrke. Thi
hvor det er, som det bør, med de Voxnes Liv, der er
Barneverdenen lykkelig. — For mig havde Ugen regelmæssigen
syv sorgfrie, muntre Dage; men iblandt dem prunkede
naturligvis Søndagen med en ganske egen Herlighed. Da kom
Trøjen paa med de mange Rader blanke, toppede Knapper,
Skoene med sirlige Silkesløjfer og Søndagskasjetten. Saadant
Hvedebrød, som det, min elskede Moder bar ind til os,
spiser jeg ikke mere, — og saadan en festlig Vandring til
Kirken oplever jeg ikke igjen.
Men ti til tolv Søndage i Aaret vare mindre fornøjelige
end de øvrige; thi omtrent saa ofte spiste den gamle,
underlige Jomfru Sars Kjødsuppe hos os, og hendes stille,
uhyggelige Væsen frembragte en næsten trykkende Alvorlighed i den
hele Familie. Saa gjerne jeg ellers gik et Erinde i Byen,
saa nødig overtog jeg den sædvanlige Forretning, paa de
oven nævnte Søndage at invitere Jomfru Sars. — Klokken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
