Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 132. Storkens og Høgens Moralske Taler - 133. Ulvens sidste Skriftemaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
meget, som Storken og Hegem thi deres Taler vare saa stærk
udarbeydede, at de fleeste Tilhørere ikke kunde giette sig til,
hvilken af dein Prisen vilde tilfalde. Efterat Prøverne vare
giorte, blev Prisen tildvmt Storken. Over dette besværede
Hegen sig heftigen, foregivende, at hans Tale for upartiske
Donimere altiid kunde rcye op mod Stor-kens. Men ham blev
svaret, at, cndskiondt begge Moraler vare lige gode i sig selv,
kunde de dog ikke dømmes at være lige gode, saasoin den
eene var holden af en uskyldig Stork, men den anden as en
— Rov-Fugl.
ifoie ikke et vi det samme-.
Naar to giør et da det sannne, crd tsdi
L viist svar i til Iisidoninien
Dens «Pr»dikeii havcr bedst Viikiiiiiq,h vis
-133. F a b e l.
iilveiis sidste Skriftemnai.
Da uiven af en langvarig Sygdom var bleven saa ud-
tæi«et, at hqn mærkede sit Time-Glas at være iidrundet, lod
han til sig kalde sine Vor-n, hvilke han opmuntrede til Dyd,
og at træde udi sine-Fodspoer. Han sagde blandt andet: I
vide, kiere Børn! at jeg stedse haver ossret til Guderne den
tiende Deel af alt det Bytte, jeg haver erhvervet, saa at jeg
derfor kan døe med en god Samvittighed. Hans Hustrue, som
og var nærværende, sagde da, at disse Formaninger vare imod-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
